Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Inspirationens Skatkammer - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn

taarn3

Thorvaldsens Museums antiksamling giver et enestående indblik i antikkens æstetik og idealer. Sat i relation til Thorvaldsens nyklassicistiske værk giver den samtidig mulighed for at opleve, hvordan en af vores store kunstnere lod sig inspirere af fortiden. I ”Inspirationens skatkammer” har vi inviteret den svenske kunstner Rikard Silwärn til at lave en kunstnerworkshop på museet. Rikard Silwärns praksis folder sig ud i brudfladen mellem mythos og logos. Den udgør derfor en nøgle til at forstå Thorvaldsens idealiserede kunst, der på mange måder står i modsætning til det dramatiske mytologiske landskab der prægede antikken – den tid, som var Thorvaldsens inspirationskilde. Sammen med Rikard Silwärn arbejder gymnasieelever fra så forskellige fag som billedkunst, oldtidskundskab og græsk, med antikken set fra nutiden med nyklassicismen som mellemstation. Gennem forelæsning, diskussioner og praktiske øvelser kredser eleverne sig ind på de begreber, som de skal mestre. Det helt centrale begreb, inspiration, føres med sprogets egen arkæologi, etymologien, tilbage til det latinske spiritus, der betyder ånd. Ordet inspiration er onomatopoietisk – altså lydefterlignende. Man har ment, at det må have lydt enten som *speis- eller *peos-, eller som lyden, der opstår ved åndedrættet. I den praktiske del af workshoppen får eleverne til opgave at puste nyt liv i antikken. Konkret betyder det, at eleverne skal trække vejret gennem de arkaiske lydord, samtidigt med, at en videoprojektion kaster billedet af deres ansigt op på en af de antikke buster i antiksamlingen. Sideløbende med denne forunderlige levendegørelse af antikken skal eleverne indbyrdes diskutere, hvor inspiration kommer fra. De skal finde en metafor for begrebet og komme med forslag til, hvorledes tingene i antiksamlingen (måske) ville kunne bruges i en nutidig sammenhæng. Det er der kommet mange sjove og tankevækkende idéer ud af. Du kan gå på opdagelse her i projektrummet og se de billeder, som eleverne har taget på dagen, samt læse nogle af de overvejelser, de har gjort sig under vejs.

Klassetrin

Billedkunst

Datering

25/09/2009

Bronzerummet

Elevens kommentar

*Inspiration kommer af det, vi ser på, vores hjerner begynder automatisk at tænke, vi relaterer til vores egne erfaringer —> det vi ser kan “skabe” en historie, og der opstår associationer.

Vi har valgt at sætte vores metafor op som en slags ligning:

Indtryk + association -> idé -> produkt*

Sofie arbejder i en blomsterbutik, og der bliver hun inspireret af f.eks årstider, farver, former og følelser.

- Når vi har billedkunst, bliver vi inspireret af omgivelserne, de forskellige materialer, bøger og egne erfaringer.

- Louise danser, og hun bliver inspireret af sangere og dansere fra fjernsynet, og musikken —> f.eks, er det dystert og tungt eller lystigt og let.

Man kan sagtens blive inspireret af Thorvaldsen Museum, både af de ældre og nyere ting. F.eks. er smykkerne rigtig gamle, men stilen bliver brugt i dag, og mange af smykkerne er noget, man godt kunne finde på at gå med den dag i dag.
I det hele taget kan man blive inspireret af kunsten, da der er så mange detaljer.
—> Der er så mange detaljer, at der er mange muligheder for at tage en enkelt detalje og lave det helt om til sit eget værk.