Tilbygningen
Udskrift venlig version

Kategori

Myter og sagn

Antikkens mytologi

I antikken troede grækere og romere på guder og helte, som optrådte i myter og sagn. Guderne og heltene havde forskellige egenskaber og blev ofte tilbedt i templer.

Fortolkninger

Portrætværksted - kunstnerworkshop - 24/01/2006 - Fato den lykkelige Portrætværksted - kunstnerworkshop - 24/01/2006 - Uden titel Museet som arkiv - værkstedsforløb med billedkunstneren Elsebeth Jørgensen - 30/11/2006 - Life Passes Us All By Værkstedsforløb med billedkunstneren Nikolaj Recke - 03/05/2007 - Halleluja Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstneren Lise Harlev - 31/01/2008 - "Drengen med hatten" Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstner Lise Harlev - 07/02/2008 - Adonis

Uddybende tekst

Antikke myter – fortællinger fra en fjern fortid
Den antikke verden var fyldt med fortællinger om guder og helte, der kom ud for en masse forskellige ting. Et godt eksempel er myterne om helten Herkules Læs introduktion, der skulle løse 12 opgaver.

Myterne i det gamle Grækenland udspillede sig ofte i en fjern fortid. Men de gamle grækere tvivlede ikke på fortællingernes historiske virkelighed. For en borger i det antikke Grækenland var en helt lige så virkelig som hans egne samtidige medborgere. Guderne og heltene blev tilbedt i helligdomme, som ofte lå i den by, hvor myten fortalte, at de stammede fra.

Romerne havde modsat grækerne ikke deres egen mytologi. De importerede myter fra grækerne og deres naboer etruskerne og blandede dem med oprindelig romersk religion. Romerne havde deres egne navne for de græske guder og helte. Nogle gange var der tale om oversættelser af de græske navne f.eks. hedder den græske helt Herakles på latin Herkules. Andre gange var der tale om latinske oversættelser af etruskiske gudenavne, f.eks. hed grækernes gudinde Athene hos etruskerne Menrva, som hos romerne blev til Minerva.

Fra mund til skrift
Antikkens myter havde oprindeligt ingen forfatter. De blev fortalt fra mund til mund og først nedskrevet senere. Myternes form og fortolkningen af dem er præget af de digtere, der genfortalte og nedskrev dem. Det var man klar over allerede i antikken.

De berømte antikke digtværker er Iliaden og Odysseen om kampen om Troja (byen hed Ilion på græsk) og Odysseus’ ti år lange hjemrejse efter Trojas fald. Digtene ved vi i dag, blev til gennem en lang mundtlig tradition. I oldtiden tilskrev man dem til en digter, Homer. Men Homers eksistens er omgærdet af myter på samme måde som personerne i hans værker. Vi ved ikke, hvornår han levede – eller om han overhovedet var en virkelig person. Det er også omdiskuteret, hvornår og af hvem digtene blev nedskrevet.

Blandt de vigtigste mytefortællere efter Homer er den græske digter Hesiod (ca. 700 f. Kr.) og de romerske digtere Vergil (70 f.Kr.-19 f.Kr.) og Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.). Hesiod skrev bl.a. værket Theogonien, der omhandler gudernes fødsel og oprindelse. Vergils hovedværk er heltedigtet Æneiden om Æneas, der indirekte bliver stamfader til det romerske folk. Ovids Metamorfoser (Forvandlinger) er en samling af myter, der alle handler om guders og menneskers forvandlinger.