Tilbygningen
B 159, Schilbach "Udsigt over Forum Romanum"
Udskrift venlig version Sluk og tænd tekst

Kategori

Thorvaldsens malerisamling

Udsigt over Forum Romanum

J. H. Schilbachs maleri viser de gamle ruiner på Forum Romanum, det antikke torv midt i Rom. Pladsen er skildret på en fredelig solskinsdag med flere af Roms berømte bygninger i baggrunden.

Kunstner

Johann Heinrich Schilbach (1798-1851)

Datering

1825

Mål

46×60 cm

Materiale

Olie på lærred

Inv. nr.

B 159

Uddybende tekst

Roms antikke torv
Den tyske maler J. H. Schilbach rejste som mange danske malere i starten af 1800-tallet til Rom for at studere byens berømte bygninger og monumenter. Faktisk lærte han adskillige danske kunstnere at kende under sit ophold i Italien. Han blev en del af gruppen af danske og tyske kunstnere, der samledes omkring billedhuggeren Bertel Thorvaldsen Læs introduktion.

Schilbach valgte som de danske og mange andre europæiske malere i øvrigt at benytte Roms berømte seværdigheder som et motiv i sin kunst. Maleriet her viser Forum Romanum. Den berømte plads havde i romertiden været et centrum for romernes politiske, religiøse og handelsmæssige aktiviteter.

Schilbachs maleri antyder da også Forum Romanums oprindelige funktion. Her havde der bl.a. ligget templer, som ses af søjleresterne på pladsen, og forskellige monumenter til ære for de romerske kejsere, som f.eks. kejser Septimus Severus’ (193-211 f. Kr.) triumfbue til højre i maleriet.

Nogle af bygningerne i baggrunden hører til Kapitolhøjens område, mens det lille tårn, som rager op fra bebyggelsen over triumfbuen, hører til kirken Santa Maria in Aracoeli. Det er romersk arkitektur, som også kan opleves i den danske maler Ditlev Martens’ maleri Kapitol set fra kolonnaden på Konservatorpaladset i Rom Læs introduktion.

Udtryk og form
Schilbach har koncentreret sig om at give en stemningsfuld fremstilling af Forum Romanum med de mange mennesker, der går sig en tur på den fredelige sommerdag. Stemningen skabes også af munkene i forgrunden og bønderne, der hviler sig med deres dyr til højre i maleriet. Derudover bidrager lys- og skyggevirkningerne til den fredfyldte og afslappede atmosfære.

Schilbachs maleri fra Forum Romanum er fuld af gennemarbejdede og naturtro detaljer. Hans stil ligger i tråd med en særlig form for naturtro virkelighedsgengivelse i tysk kunst, der stod i modsætning til de mere frie og fantasiprægede tendenser, som ellers i høj grad kendetegnede tyske malerier. Schilbachs samvær med de danske kunstnere i Rom har også præget hans kunst i en virkelighedstro retning. Mange af de danske malere havde været elever af C. W. Eckersberg Læs introduktion
, der rådede dem til at studere virkeligheden så grundigt som muligt.

Maleriets plads i Thorvaldsens malerisamling
Med maleriet af Forum Romanum opnåede Schilbach stor anerkendelse. Han udstillede det i venners atelier, hvor Bertel Thorvaldsen så det. Billedhuggeren købte ikke alene maleriet, men bestilte endnu et af Schilbach. Det forestiller også en udsigt over Forum Romanum, men set fra den modsatte side. Det er ligesom maleriet her en del af Thorvaldsens Museums Malerisamling Læs introduktion i dag.

Foto: Ole Woldbye