Den klassiske kvinde
Thorvaldsen skabte flere portrætter af både danske og udenlandske adelspersoner. Mange opsøgte ham i Rom, hvor de aflagde besøg i hans værksted. Grevinde Osterman-Tolstaja var blot en af dem, der ønskede at se den berømte billedhugger på deres dannelsesrejse til Italien.

Når Thorvaldsen skulle lave portrætstatuer af samtidige personer, adskilte en sådan opgave sig fra hans fremstillinger af gudeskikkelser. Gudeskulpturerne viste typisk figurerne nøgne og var rent ideale menneskeskildringer. Portrætterne derimod skildrede personerne iført klæder og skulle fange modellens karakter, uden at man dog egentlig forventede, at de var naturalistiske. Portrætterne skulle være en idealiseret fremstilling af modellen.

Udtryk og form
Statuen af grevinde Osterman-Tolstaja er et eksempel på kombinationen af ideale og individuelle træk. Den lille mund og den lidt lange næse tyder på at portrætstatuen ligner sin model, men alligevel virker ansigtet overordnet glat og fejlfri. Grevindens påklædning er en blanding af antik og samtidig stil.

Thorvaldsen har fremstillet grevinde Osterman-Tolstaja som en ideal og utilnærmelig kvinde, bogstaveligt sat på en piedestal. Den unge kvindes ansigtsudtryk virker indadvendt og fjern. Hun ser ud i rummet, men alligevel føler man ikke, at hun virkelig fokuserer på noget foran sig.

Grevinden sidder på en skammel med antikinspirerede dekorationer. Hun bærer sandaler og løse gevandter med et højtsiddende bælte, som også er kendetegnende for samtidens antikinspirerede empirestil. I overensstemmelse med tidens normer dækker draperierne på ærbar vis legemets former. Og dog bevirker den siddende stilling netop, at den russiske grevindes slanke krop træder frem, hvor den støder mod kjolens folder. Heri adskiller skulpturen sig fra en af Thorvaldsens andre kvindelige portrætstatuer. I portrættet af fyrstinden Maria Fjodorovna Barjatinskaja er hendes krop helt pakket ind i kjolens rige folder.

Thorvaldsens inspiration
Portrætstatuen af grevinde Osterman-Tolstaja har sit forbillede i både antikke og samtidige skulpturer.

Den siddende stilling kendes fra flere antikke skulpturer. Den mest berømte på Thorvaldsens tid var den romerske portrætstatue af Agrippina den ældre, som var kejser Augustus’ niece. Statuen blev af samtidens kunstkendere anbefalet som et forbillede for kunstnerne.

Figurer i siddende stillinger blev også dyrket af Thorvaldsens samtidige kolleger. Den italienske billedhugger Antonio Canova, havde nærmest gjort det til sit speciale at fremstille den skulpturtype. Canovas portræt af Letizia Bonaparte (1804-07), Napoleons mor, er den umiddelbare inspirationskilde til Thorvaldsens portrætstatue af grevinden.

Statuens historie
Portrætstatuen blev bestilt i 1815 af grevinde Osterman-Tolstaja selv under hendes ophold i Rom. Thorvaldsens påbegyndte straks efter modelleringen, og portrætstatuen stod allerede færdig i marmor i 1819 – for Thorvaldsen en relativ kort leveringstid. Senere bestilte grevinden også et relief, som var tænkt til hendes brors gravmonument.

Museets marmorudgave af grevinde Osterman-Tolstajas portrætstatue er af en senere dato og en såkaldt Kopihugning .