Osiris fremstilles oftest i farven grøn og delvist svøbt som en mumie. På hovedet bærer han Øvre Ægyptens
hvide krone, der er omkranset af to store strudsefjer. Han bærer også magtsymbolerne plejlen og sceptret.
En af det gamle Ægyptens mest kendte myter omhandler netop Osiris. Ifølge myten efterfulgte Osiris sin far, jordguden Geb, på Ægyptens trone, men blev snart dræbt af sin bror Seth
, der selv ville være konge. Seth skar Osiris i flere dele og spredte dem over hele Ægypten. Isis fik samlet alle delene, og sammen med søsteren Nephtys
lykkedes det hende at opvække Osiris, hvorefter hun fødte sønnen Horus som arving til tronen.