Om digtet
Ligesom Thorvaldsens relief omhandler digtet Natten, personificeret i en kvindeskikkelse. Kendetegnende for biedermeierdigteren Winther , er hans tolkning af Thorvaldsens værk noget idylliserende. Dette ses for eksempel i det, at nattens to sønner, som ellers betragtes som allegorier over søvn og død, i Winthers digt er blevet døbt Håbet og Længsel.

Natten

End er det Nat! — i underlige Drømme
Indhyllet og i Mørkets svale Slør
Hun blidt og sagte — sagte sees at svømme
Mod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.
Med stille Sukke ved den ømme,
Den moderlige Barm hun kjærligt dysser
De slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,
Let viftende om Lokken, dem fra Kinden
De hede Smertens Perler huldt bortkysser!
Den Ældste, Haabet, lukket har sit Øie,
Som nys vemodigt stirred mod det Høie;
Den Mindste, Længsel, mod sit eget Bryst
Det tankefyldte Hoved monne bøie
Og lytter nu til al den skjulte Lyst, —
Den smerteblandede, som evigt hviler
Derinde — og ved Drømmen smiler.
Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,
Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,
Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,
Vil sig for Solens Glædessmil adsprede!
Da vil den Første klart sit Øie hæve
Og ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.
Den Anden vaagne skal og svæve
Fortrøstningsfuld, og ingen anden Graad
Der fødes skal, end Morgnens Perler klare,
Som Dagens Roser friske skal bevare.

Lyt også til Winthers digt Den første Hjertesorg .

Læs mere i Brevarkivet.