Restaurering – en blomstrende virksomhed i 1800-tallet
I Rom fandtes der omkring 1800 et stort marked for køb og salg af skulpturer fra antikken . Flere af dem var i stykker, når de blev fundet. En skulptur manglede ofte udsatte dele som f.eks. en arm, et ben eller næsen.

De fleste købere af antikke genstande var ikke interesseret i ødelagte værker. Som følge heraf voksede en hel industri frem med værksteder, som var specialister i restaurering. Værkstederne restaurerede nogle gange ved at tilføje helt nye dele – andre gange genbrugte man dele af antikke skulpturer som reservedele og satte f.eks. et hoved fra én skulptur på en anden skulpturs krop.

Initiativtageren til restaureringen kunne være den kunsthandler, der skulle sælge værket. Andre gange var det køberen, der henvendte sig til et værksted eller en billedhugger for at få restaureret sit nyindkøbte værk.

Thorvaldsens restaureringer af antik skulptur
Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen udførte flere restaureringsopgaver. Han anså det for en utaknemmelig opgave, da hans restaureringer i samtidens øjne ikke kunne skelnes fra det originale og derfor ikke vakte stor opmærksomhed.

Det var ofte købere af Thorvaldsens egne skulpturer, der hyrede ham til en restaureringsopgave. Heriblandt var den senere Ludwig I af Bayern . Han havde købt mange antikke skulpturer fra både Grækenland og Italien til et nyt museum i München, Die Glyptothek . Et af hovedværkerne i det nye museum var en gruppe gavlskulpturer fra Athena-Afaiatemplet på den græske ø, Ægina. Thorvaldsen påbegyndte restaureringen af gruppen i 1815, og i 1817 var de færdige.
Thorvaldsen modtog stor ros for sit arbejde med skulpturerne fra Ægina, og han fik i de følgende år flere lignende bestillinger. Heriblandt var restaureringer af bronzeskulpturen Mars fra Todi i Vatikanet og bronzerytterstatuen af den romerske kejser Marcus Aurelius på Kapitol i Rom.

Der findes også restaurerede værker i Thorvaldsens egen antiksamling, bl.a. en marmorbuste af en ung mand. Man ved ikke med sikkerhed, hvem der har udført reparationen, der er meget ufærdig og grov.

Restaureringsspørgsmålet gennem tiden
Allerede i renæssancen udførte nogle af tidens store billedhuggere, bl.a. Michelangelo (1475–1564), restaureringsarbejder.

På Thorvaldsens tid handlede det om at gøre de fundne antikke skulpturer hele. Restauratoren havde stor frihed til at komme med egne bud på, hvordan de manglende dele skulle udformes. Men ikke alle var tilhængere af den type indgreb. En vigtig modstander var Thorvaldsens italienske kollega Antonio Canova. Han afslog bl.a. en bestilling på at restaurere marmorskulpturerne fra Parthenon-templet i Athen, fordi det ville ødelagde skulpturernes originale udtryk.

Fra midten af 1900-tallet begyndte mange flere at reagere mod tidligere tiders restaureringer. Gamle tilføjelser blev derfor fjernet. I 1960’erne kom det også til at gælde Thorvaldsens restaureringer af gavlskulpturerne fra Ægina. Antikkens skulpturer skulle fremstå, præcis som de var fundet.

Man restaurerer fortsat antikke genstande i dag. Her vælger man oftest at bruge et andet materiale end det oprindelige. På den måde er det let for beskueren at se, om værket er helt oprindeligt eller til dels moderne. Restaureringer vil dog altid være afhængige restauratorens personlige skøn og tidens smag.