Apollon mellem thessaliske hyrder

Det arkadiske landskab – et heroisk landskab
Den tyrolske maler J. A. Koch kaldte i 1835 selv landskabet her for et Arkadien.

Et arkadisk landskab beskrives i litteratur og billedkunst som et paradisisk sted, hvor dyr og mennesker lever i harmoni med hinanden. Men Arkadien er ikke kun et sted i fantasien, det findes faktisk i Grækenland. Arkadien er et bjergområde, der i antikken var meget fattigt, og hvor mange arbejdede som hyrder. Når man i antikken skrev romantiske hyrdedigte, udspillede de sig ofte i Arkadien. Det inspirerede den senere litteratur og billedkunst til at benytte Arkadien som et billede på en ideal natur.

Maleriet fremhæver intellektet som stærkere end sanserne. Hovedpersonen i Kochs arkadiske landskab er guden Apollon, der sidder til venstre med sin lyre. Apollon var fornuftens og kunstens gud og repræsenterede orden og harmoni i antikken. Ifølge antikkens mytologi havde han dræbt kykloperne, som var den øverste gud Jupiters våbensmede. Som straf skulle Apollon vogte den jordiske kong Admetos’ hjord i ét år. Apollon brugte noget af tiden på at undervise andre hyrder i musik og digtekunst.

I maleriets højre side har Koch skildret en anden musikant, satyren Marsyas, der ligesom faunerne og nymferne tilhørte natur- og vinguden Dionysos’ kreds. Marsyas er derfor Apollons modsætning og repræsenterer sanserne, drifterne og det kaotiske. Ifølge myterne udfordrede Marsyas Apollon til en kappestrid på instrumenter, men tabte til guden. Ved at lade Apollon vinde over Marsyas lader Koch maleriet skildre intellektets sejr over sanserne, i overensstemmelse med nyklassicismen.

Udtryk og form
Kochs arkadiske landskab er komponeret ud fra nyklassicismen ideal om harmoni og klarhed i formen. Landskabet kan tydeligt inddeles i forgrund, mellemgrund og baggrund. I forgrunden sidder hyrder, nymfer, satyrer og fauner omgivet af dyr og musik. I mellemgrunden slynger naturen sig i bakker og trægrupper og yderligere hyrder, nymfer og dyrehold er på vej. I baggrunden ses havet og et bjerg. Klarheden går igen i figurskildringerne og farvebrugen. Alt er præcist skildret.

Trods naturens genkendelighed skildrer Kochs maleri ikke en bestemt lokalitet. Landskabet er formet efter malerens viden om naturen og egne forestillinger om et idealt landskab.

Denne type landskab er inspireret af de franske malere Nicolas Poussin (1594-1665) og Claude Lorrain (1604-1682), der begge arbejdede i Rom i 1600-tallet. Deres klassiske motiver og harmoniske malestil blev forbillede for nyklassicistiske landskabsmalere som f.eks. Koch i slutningen af 1700-tallet. Poussin og Lorrain fremstillede naturen i henhold til såvel naturens egenart som forestillingen om en ideal natur.

Maleriets plads i Thorvaldsens malerisamling
Bertel Thorvaldsen og J. A. Koch kendte hinanden godt. De var begge kommet til Rom i slutningen af 1790’erne og boede sammen fra 1800-1803. De havde også begge fundet en vejleder i den ældre, tyske maler Asmus Jacob Carstens. Thorvaldsen købte selv maleriet af Koch i 1835. Det er anden udgave af i alt syv versioner, som Koch udførte af motivet.

Foto: Lennart Larsen