Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Museets udsmykninger

Thorvaldsens Museums loftudsmykninger

Loftsdekoration, rum 6, udført af bl.a. Købke

Bindesbølls udsmykningsidé
Arkitekten bag Thorvaldsens Museum, M. G. Bindesbøll, havde som del af sit museumsdesign et ønske om at udsmykke vægge, gulve og lofter i stærke farver. Han ville skabe en ramme om Thorvaldsens kunst inspireret af dekorationskunst i antikkens arkitektur. Den havde han selv oplevet på rejser til Italien i 1834-38, hvor han blandt andet besøgte Herkulanum og Pompeji.

Museets vægge er dekorerede i varme farver, der danner rammen om Thorvaldsens relieffer, skulpturer og kunstsamlinger. Gulvene består af flerfarvede mosaikker udlagt i geometriske mønstre, der varierer fra rum til rum. Lofterne er udsmykket med motiver hentet fra antikkens udsmykninger af villaer og offentlige bygninger. Til de konkrete motiver benyttede Bindesbøll nogle gange trykte gengivelser af udsmykninger i antikke bygninger i Pompeji og Herkulanum eller andre antikke bygningsværker. Og mange gange blandede han selv motiverne efter behov.

Til de enkelte rum udarbejdede Bindesbøll loftsudsmykninger, som lyset fra de højtsiddende vinduer kunne fremhæve bedst muligt.

Som en have
Der er 48 dekorerede lofter i museet, og de er alle udsmykket forskelligt. Hvert udstillingsrum i stueetagen og på 1. sal har sit eget præg. I nogle rum spiller loftsudsmykningen sammen med de udstillede genstande.

Korridoren og vestibulen spiller en særlig rolle i Thorvaldsens Museums dekorationsprogram. Motiverne her er udvalgt efter den rolle, de har i bygningen. I vestibulen er lofterne udsmykket med slyngede vinbladsranker. Fra vestibulen er der umiddelbar udgang til museets gårdhave. Udsmykningen i vestibulen skal derfor give et indtryk af en lille havesti, der fører ud til haven i midten af museet.

Inden da kommer man igennem korridoren i stueetagen, som fungerer som et overdækket haverum, der ligger hele vejen rundt om gårdhaven. Loftsudsmykningen i korridorerne består af et blå stjernehvælv delt med bånd med de 12 stjernetegn. Sammen med blomsterrankerne dannes en illusion om en italiensk loggia.

Korridoren på 1.sal har en loftsudsmykning, der minder om den romerske Kejser Neros Gyldne Hus i Rom. Stedet er kendt for sine indre udsmykninger, der giver indtryk af at være i en have og under fri himmel.

Et højtideligt rum
I Kristussalen i museets stueetage adskiller loftsudsmykningen sig markant. Her er loftet formet som et tøndehvælv med skulpturelle riller. Det er inspireret af lofterne i et ældre badeanlæg i Pompeji. Sammenkoblingen med Kristussalen har Bindesbøll sikkert foretaget, fordi de antikke, pompejanske badeanlæg har et næsten kirkeligt udtryk med hvælv og apsis.

Udførelsen af loftsudsmykningerne
Arbejdet med loftsudsmykningen varede fra 1843-1846. Bindesbøll engagere en gruppe kunstnere og håndværkere til at udføre arbejdet. Blandt de kunstnere, som deltog i arbejdet, var guldaldermalerne Jørgen Sonne og Christen Købke (1810-1848).

Loftsudsmykningerne er direkte malede på loftet. Nogle steder er der skabt et mønster eller en reliefvirkning ved hjælp af stuk. Kunstnerne arbejdede ud fra Bindesbølls skitseforlæg.