Tilbygningen
En gravhøj fra oldtiden ved Raklev
Udskrift venlig version Sluk og tænd tekst

Kategori

Thorvaldsens malerisamling

En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs

Lundbyes maleri forestiller et dansk landskab. I forgrunden ses maleriets centrale motiv, en kæmpehøj. Kæmpehøjen spillede en væsentlig rolle i det nationalromantiske landskabsmaleri.

Kunstner

Johan Thomas Lundbye (1818-1848)

Datering

1839

Mål

67×89 cm

Materiale

Olie på lærred

Inv. nr.

B 255

Film

Mine fødder blev helt tunge

Uddybende tekst

Det nationalromantiske maleri
I slutningen af 1830’erne begyndte mange danske kunstnere at male nationale motiver. De var blevet grebet af en stærk fædrelandskærlighed og ville skildre det, der var karakteristisk for Danmark frem for at male motiver fra det italienske eller græske kulturområde, som indtil da havde været idealet. Dermed opstod en ny periode i dansk kunst og kultur, der kaldes for nationalromantikken.

Den danske maler Johan Thomas Lundbye blev en af de væsentligste personer inden for det nationalromantiske landskabsmaleri. Det er en genre, der skildrer scener fra den danske natur på en idealiseret og storslået måde. I Lundbyes maleri fra Refsnæs – som i dag hedder Røsnæs – tager det danske land sig da også imponerende ud med de bløde bakker, der strækker sig helt ud mod det fjerne hav i horisonten. Forgrundens kæmpehøj virker gigantisk med sin høje placering helt fremme i billedet.

Kæmpehøje havde en særlig status i det nationalromantiske landskabsmaleri. Under kæmpehøjene havde oldtidens danskere begravet deres døde. Det var en nordisk gravskik, som hverken fandtes i Italien eller Grækenland. Kæmpehøjen blev derfor et symbol på den nationale fortid. Den indgår da også i flere af Lundbyes malerier, f.eks. Landskab ved Arresø Læs introduktion .

I Lundbyes landskaber er der ofte flere elementer, der kan aflæses som symboler på noget karakteristisk dansk. Ud over kæmpehøjen ses der helt til højre i billedet nogle køer, der skal henvise til landbrugets fremtrædende rolle i dansk historie. Helt i det fjerne mod horisonten anes en kirke, der viser Danmarks fundament i kristendommen. Det bakkede landskab med de forskellige planter i forgrunden repræsenterer også genkendelig dansk natur.

Form og udtryk
Lundbye har bl.a. benyttet et luftperspektiv Læs introduktion i sit maleri for at skabe dybde. Kæmpehøjen, græsset og planterne i forgrunden er malet med mange detaljer, mens naturen i baggrunden er gengivet med mere forsimplede træk. Skildringen i forgrunden sætter derved baggrundens naturfremstilling i relief og bidrager blandt andre elementer til landskabets storslåede udtryk.

Fremstillingen i Lundbyes maleri viser hans tilknytning til guldaldermaleriet Læs introduktion. Den gennemarbejdede og naturtro malemåde i billedet er typisk for den stil, som maleren C. W. Eckersberg Læs introduktion indførte i dansk kunst. Men i sine ideale bestræbelser om at skabe et mere oprindeligt og karakteristisk Danmarksbillede, er Lundbye også påvirket af romantikkens Læs introduktion tanker og landskabsmalerier. F.eks. havde den norske landskabsmaler J. C. Dahl med maleriet Dansk landskab i måneskin tidligere skabt en romantisk iscenesættelse af et landskab med en kæmpehøj, som Lundbye kunne trække på.

Lundbye ændrede også på virkeligheden i sine billeder. Frem for at holde sig til den iagttagede natur, satte Lundbye ofte sine malerier sammen ud fra forskellige naturstudier. Det endelige maleri viste på den måde det særligt danske på en ideal og romantiseret måde.

Maleriets placering i Thorvaldsens malerisamling
Thorvaldsen erhvervede i alt tre af Lundbyes tidlige og større malerier. Ud over det ovenfor nævnte maleri fra Arresø rummer Thorvaldsens Museums Malerisamling Læs introduktion også Udsigt ved Vinderød mod Højbjerg ved Frederiksværk med Lundbyes forældres hus.

Foto: Hans Petersen