Fra model til færdig skulptur
Når billedhuggeren Bertel Thorvaldsen skulle skabe en skulptur, begyndte han med en lermodel, der blev bygget op over et jernstativ. Da ler skrumper under tørringsprocessen, afstøbte Thorvaldsen som regel en gipsskal henover lermodellen for at bevare formen. Efter at leret var taget ud blev gipsskallen fyldt ud med gips. Derefter blev gipsskallen hugget bort, og man fik nu den varige originalmodel i gips. Skulle den endelige skulptur udføres i marmor eller anden sten, måtte billedhuggeren hugge sin figur ud af stenen ved at se efter gipsmodellens form. I tilfælde, hvor skulpturen skulle stå udendørs, kunne man også vælge at lade skulpturen støbe i bronze, da bronze holder længere i vind og vejr.

Thorvaldsens skitseproces
Thorvaldsen var en dygtig tegner. Tegningen var på hans tid et vigtigt redskab i den indledende kunstneriske proces. Skitsetegningen var en uforpligtende måde at afprøve et motivs udtryk og opbygning på, før skulpturen skulle opbygges i ler. I én af Thorvaldsens skitsetegninger kan man se, hvordan han afprøvede forskellige stillinger og kompositioner til f.eks. skulpturen Gratierne og Amor .

Thorvaldsen udførte også skitser i ler i lille skala kaldet en bozzetto. Det var især nødvendigt, når han skulle skabe en stor skulptur. En bozzetto er knap så færdig i udtrykket, men rummer ofte stor lighed med det færdige værk og giver et godt indtryk af den endelige komposition og skalaforhold.

Mange af Thorvaldsens bozzetti (flertal for bozzetto) findes ikke længere, da han ofte slog leret sammen igen. Men en del er bevaret, da de blev støbt i gips straks efter, at Thorvaldsen havde lavet dem i ler. På flere af de gipsafstøbte bozzetti kan man se Thorvaldsens fingeraftryk og spor efter redskaber anvendt i skitseprocessen. Deres manglende overfladebehandling og sparsomme detaljerigdom viser, at Thorvaldsen ikke betragtede dem som færdige kunstværker, men som hurtige udkast til større værker.

Skulpturens opbygning i ler
Når Thorvaldsen havde besluttet sig for den endelige udformning af en skulptur, skulle et jernstativ bygges i den størrelse og med så mange ’arme’, som skulpturen krævede. Stativet skulle fastholde formen og forhindre, at leret faldt sammen.

Under modelleringsprocessen skulle leret konstant holdes fugtigt og svøbes i våde klude i pauser under udarbejdelsen. Det var for at undgå, at leret tørrede ud, da der så ville opstå sprækker og leret ville skrumpe i størrelse. Alt efter skulpturens størrelse kunne det tage op til flere måneder at modellere skulpturen færdig.

Hænderne og flere redskaber som modellerpinde, slynger, svampe og knive blev benyttet i modelleringsprocessen, hvor leret skulle skæres til, formes, mases, trykkes eller lægges til.

Gipsafstøbning
Når lermodellen havde fået sit endelige udseende, udførte gipseren en gipsafstøbning af lermodellen. Først blev indfarvet gips lagt på i et tyndt lag henover leret, og herefter blev et tykkere lag ufarvet gips lagt på. Tykkelsen varierede imellem 1 og 8 cm. Gipseren satte metalkiler ind langs skulpturens sider, for at gipskappen kunne skilles ad, når gipsen var hærdet.

Efter at have flækket gipsskallen i to blev leret fjernet fra den negative gipsform. Gipskappens dele blev derefter samlet til en ’uægte form’. Formen blev omhyggeligt rengjort og lakeret med fernis og samlet igen. Ny gips blev hældt i formen til ’originalmodellen’.

Originalmodellen skulle nu hugges fri af den uægte gipsform. Det foregik med redskaber som hammer og stemmejern. Når billedhuggeren nåede ind til den uægte forms indfarvede gips, vidste han, at han var tæt på originalmodellen. Frigjort fra den uægte form fortsatte man i mange tilfælde med at lave en ekstra afstøbning henover originalmodellen. De skulle bruges til andre afstøbninger af værket eller til bronzestøbninger.

Udhugning i sten
Udhugningen af skulpturens form i sten foregik efter den såkaldte ’punktérmetode’. Thorvaldsen og hans hjælpere målte originalmodellens ydre punkter og overførte dem til en udvalgt blok af marmor . Overførslen foregik ved hjælp af passer og store målerammer med nedhængende lodder. Senere blev et punktérapparat udviklet, der erstattede lodderne. Det var udviklet til at kunne fæstnes til skulpturens sokkel for derefter med målepinde at overføre originalmodellens ydre punkter til stenblokken.

Huggearbejdet i sten foregik med redskaber som blyslægge, runde træhammere og mejsel. Mejslerne var både almindelige fladjern, spidsjern og tandjern med grove eller finere ’tænder’. For at lave huller i hårlokker, navler m.m., benyttede Thorvaldsen et violinbor. Stenens endelige overflade blev behandlet med raspe, sandsten, pimpsten, smergel og i nogle tilfælde poleret med voks.

Foto: Ole Woldbye