Tilbygningen - Studiesalen - Inspiration
Tilbygningen
Udskrift venlig version

Kategori

Ordforklaring

Inspiration

Begrebet inspiration bruges i dagligtale ofte om kunstnerisk indlevelse.
Men forestillingen har lange kulturelle rødder, som kan føres helt tilbage til antikken. Oprindelig var inspirationsbegrebet nært knyttet til det guddommelige, men siden oplysningstiden har det i stigende grad været knyttet til tanken om det selvstændigt skabende individ.

Film

Tre kvinder

Fortolkninger

Uddybende tekst

Inspirationsbegrebet
Ordet inspiration er egentlig afledt af det latinske ord inspiratio, som betyder ”det, at noget indblæses eller indgydes udefra”. Inspiration er altså noget, der påføres af andre kræfter. Men hvem eller hvad er det, som indblæser eller indgyder? Og hvordan skal man forholde sig overfor den genstand eller udefrakommende kræft, for at den fortsat skal tjene som kilde til inspiration? Bag disse spørgsmål gemmer der sig en række forestillinger med dybe kulturelle rødder, som lige siden Antikken Læs introduktion har optaget filosoffer, videnskabsfolk og kunstnere.

Guddommelig indgriben?
Inspirationsbegrebet var oprindelig nært knyttet til det guddommelige. I det antikke Grækenland var de ni søstre, muserne, gudinder for inspirationen. Den græske forfatter Hesiod indledte derfor sit værk Theogonien (700-tallet f. Kr.) med at beskrive, hvordan muserne tilskyndede ham til at skrive sin bog. Noget lignende kan vi genfinde i indledningerne til den græske digter Homers berømte heltedigte Illiaden og Odyseen (1200-1100-tallet f. Kr.), hvor digteren opfattedes som instrument for muserne. Den græske filosof Platon beskæftigede sig også med inspirationsbegrebet. Han var især optaget af konflikten mellem inspiration og rationel erkendelse. På den ene side står altså ekstasen, den guddommelige inspiration, og på den anden side menneskets egen tænkeevne. Den guddommelige inspiration finder vi bl.a. hos sandsigersken Pythia fra Oraklet i Delfi. Hensat i en ekstatisk trance fungerede hun som medium for guderne, hvis ofte usammenhængende svar efterfølgende blev tolket af helligdommens præster.

I den jødiske og kristne tro spiller den guddommelige inspiration også en afgørende rolle. I Det Gamle Testamente henvendte Gud sig til menneskene gennem profeterne (bl.a. Moses og Esajas), der i praksis fungerede som Guds talerør – ligesom Pythia. Men i Det Nye Testamente sker der en ændring af inspirationsbegrebet, som konsekvens af, at Gud har inkarneret sig i Kristus. Ordet er blevet legemliggjort. Kristus er altså ikke blot et talerør for Gud. Han adskiller sig fra profeterne ved at “være” ordet.

Den skabende kunstner
Med oplysningstiden i 1700-tallet ses et delvist brud med inspirations-begrebets religiøse forankring. Det afspejler sig især i kunsten. Her knyttes interessen for den enkelte kunstners originalitet (geni) sammen med studiet af inspirationen som kilde til kunstnerisk udfoldelse.

Vi kan læse nogle af de tidligste danske eksempler på denne løsrivelse hos digteren Johannes Ewald (1743-1781). Ifølge Ewald har inspirationen sin oprindelse i forholdet – ikke mellem Gud og menneske – men mellem individer. Herved fødes ideen om den skabende kunstner, der arbejder ud fra sine egne menneskelige kræfter og evner. Profeten afløses altså af det selvstændige kunstneriske geni. Dyrkelsen af kunstneren, bl.a. Thorvaldsen, som geni var meget udbredt i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet.

En smertefuld proces
Inspirationen og den kunstneriske skabelse er dog ikke en let og ufarlig proces. Vejen fra idé til færdigt værk kan ofte være lang og smertefuld. Det har Thorvaldsen bl.a. beskrevet i relation til frembringelsen af skulpturen Jason med det gyldne skind Læs introduktion. I den kreative proces er det tit nødvendigt for kunstneren helt at kappe de bånd, der knytter ham eller hende til andre mennesker. Forfatteren Sophus Claussen (1865-1931) skelnede derfor skarpt mellem den almindelige borger og digteren i digtet Mennesket og Digteren (1917).

Den rigtige dosis?
I det 20. århundrede kan man se to hovedtilgange til inspirationsbegrebet. På den ene side synes nogle kunstnere at genoptage gamle forestillinger om inspirationens væsen som noget udefrakommende, dog løsrevet fra begrebets religiøse tilknytning. På den anden side giver andre kunstnere udtryk for skepsis overfor tanken – eller tager i hvert fald humoristisk distance – ud fra et moderne, naturvidenskabeligt syn på verden. Det sidste gælder bl.a. digteren Benny Andersen (1929 – ), da han i essayet Notater om inspirationen (1981) reducerede den guddommelige inspiration til et spørgsmål om indtag af det rigtige antal øl…