Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Thorvaldsens skulpturer

Venus med æblet

Venus med æblet, gipsskulptur, A12

Skønhedens magt
Thorvaldsen stræbte i sin kunst efter at skildre den ideale menneskekrop. I skulpturen rækker Venus ud efter sit klæde, som hun har taget af og lagt på træstubben. Hun opleves derfor helt nøgen. Med sin nøgne, velproportionerede krop er Venus et billede på den ideale skønhed og kunstens ideale form.

Motivet er hentet fra antikkens mytologi. Det fortælles i myten om Venus og det gyldne æble, at hun til et bryllup stillede op i en skønhedskonkurrence. Dommeren var Prins Paris af Troja, og han tildelte hende sejrstrofæet, det gyldne æble. Venus vandt ikke kun på grund af sin store skønhed, men også ved hjælp af kvindelist. Hun lovede Prins Paris den smukkeste kvinde i verden til kone, hvis bare han valgte Venus. Paris ønskede sig den skønne dronning Helena af Sparta, men hun var gift i forvejen med kong Menelaus af Sparta. Venus’ løfte til Paris blev derfor begyndelsen til den trojanske krig mellem grækerne og trojanerne.

Den tragiske konsekvens af skønhedskonkurrencen er ikke skulpturens fokus. Thorvaldsens Venus skal udtrykke skønhedens ideale form. Venus er derfor helt opslugt af æblet, der med en perfekt rund form symboliserer hendes egen ideale krop.

Skulpturen i marmor
Skulpturen her er en gipsafstøbning af den oprindelige gipsoriginal. Den blev også udformet i marmor.

Foto: Pernille Klemp