Baggrund
Sangen er forfattet af den danske digter Jens Baggesen i forbindelse med Thorvaldsens besøg i København 1819. Sangen blev sunget, da Thorvaldsen deltog i et litterært selskab kaldet Clio, der var samlet til fest i anledningen af dronning Marie Sophie Frederikkes fødselsdag. Baggesen havde selv skrevet til Thorvaldsen for at bede ham om at deltage i fejringen – måske netop så han kunne få lov at hylde ham med denne sang.
Indhold
Sangen skildrer, hvordan kunstnergeniet altid trodser den fysiske død og lever videre i ånden gennem de næste store kunstnere. Hyldesten til Thorvaldsen kommer i sangens sidste strofe, hvor Baggesen fremstiller ham som en reinkarnation af antikkens største græske billedhugger, Phidias. Baggesens hyldestsang har i modsætning til Adam Oehlenschlägers sang til Thorvaldsen, et mere europæisk perspektiv i stedet for et nationalt.
<object height=“81” width=“100%”> <param name=“movie” value=“http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F27594802&show_comments=true&auto_play=false&color=8f8f8f”></param> <param name=“allowscriptaccess” value=“always”></param> <embed allowscriptaccess=“always” height=“81” src=“http://player.soundcloud.com/player.swf?url=http%3A%2F%2Fapi.soundcloud.com%2Ftracks%2F27594802&show_comments=true&auto_play=false&color=8f8f8f” type=“application/x-shockwave-flash” width=“100%”></embed> </object>
Skaal for Thorvaldsen
Den store Genius ei døer,
Skjøndt ofte Jorden den forlader;
Den aabenbarer sig som før
Endnu for Slægtens Myriader.
Og stundom seer man doppelt skjøn
Med Krands om Tinding evig grøn,
I Kunstens alleryngste Søn
Den allerældste Kunstens Fader.
Med Verdens største Malers Død
Vel Farvebilledkunsten døde!
Men Rafael igjen blev fød
I Stubbs nys svundne Morgenrøde.
Og Held os! end i Purpurglands,
På Veien til Apelless Krands,
I alle Farvers Trylledands,
En Eckersberg endnu vi møde.
Og Digteraanden ei sov hen;
Af den har Verden endnu mere.
Homer gik i Virgil igjen,
Virgil i Dante, han i Flere.
Vi andre Digt’re, store, smaa,
Hvoraf tolv fjorten saa som saa
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men hvad i Marmor evigt staaer,
Derpaa man sieldnere mon støde;
Det er i Dag to tusind Aar,
Da Phidias den gamle døde.
See! Clio smiler med Behag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I vor Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde!
Lyt til andre af 1800-tallets digte og til Thorvaldsens lån af Baggesens strofer i et kærestebrev.
Læse mere i Brevarkivet.