Tilbygningen
Udskrift venlig version

Kategori

Stilperiode

Guldalderen

Perioden fra omkring 1815–1850 kaldes i dansk kunsthistorie for guldalderen. Betegnelsen udtrykker, at perioden i eftertiden er blev set som en blomstringstid i dansk kunst.

Uddybende tekst

Guldalderen i Danmark
Første halvdel af 1800-tallet i Danmark fik betegnelsen ’guldalderen’ i midten af det 20. århundrede. Begrebet stammer fra antikken Læs introduktion og hentyder til en oprindelige ideal tid.

Grundlæggelsen af et dansk kunstakademi
Forudsætningen for en dansk guldalderkunst var Frederik V’s etablering af et kunstakademi Læs introduktion i København i 1754. De første professorer, der blev ansat var udenlandske kunstnere. Derfor regner man først med en egentlig dansk kunst, når den blev skabt af danske kunstnere uddannet under danske professorer. De første danske professorer blev ansat på Det kgl. Danske Kunstakademi omkring 1780. Det var malerne Jens Juel (1745-1802) og N. A. Abildgaard Læs introduktion.

Antallet af danske kunstnere steg efterfølgende. Blandt andet fordi der i Danmark kom en stigende efterspørgsel på billedkunst fra det nye borgerskab. Det var en pengestærk og politisk indflydelsesrig klasse i samfundet, der voksede støt i slutningen af 1700-tallet.

Københavnerskolen og guldalderens fader-figur C. W. Eckersberg
I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde København til et kunstcentrum på lige fod med München, Dresden, Berlin og andre storbyer i Europa.

Det var Abildgaards og Juels elev C. W. Eckersberg Læs introduktion, der lagde fundamentet til Københavnerskolen og blev den danske guldalders fader-figur. Eckersberg blev professor i malerkunst på kunstakademiet i København i 1818 og fik stor indflydelse på de nye unge malere. Brugen af dagslys og klare farver, detaljestudier af naturen og perspektiv var udtryk og metoder, som Eckersberg underviste i, og som blev karakteristisk for den nye stil.

Guldaldermalernes idéer var ikke enestående for Danmark. Der fandtes lignende tendenser andre steder i Europa. Kunstnerne rejste dengang rundt imellem kunstakademierne og udvekslede idéer. Også Kunstakademiet i København havde et godt renommé og fik derfor besøg af især tyske kunstnere i begyndelsen af 1800-tallet.

Guldaldermalerne og deres motiver
De malere, som udover Eckersberg typisk regnes iblandt københavnerskolens guldaldermalere, er Christen Købke (1810-1848), Wilhelm Marstrand (1810-1873), Constantin Hansen (1804-1880), Martinus Rørbye (1803-1848), J. Th. Lundbye (1818-1848), C. A. Jensen (1792-1870), D. C. Blunck Læs introduktion, Wilhelm Bendz (1804-1832), P. C. Skovgaard (1817-1875), Jørgen Roed (1808-1888), Jørgen Sonne Læs introduktion og Frederik Sødring (1809-1862).

Deres kundegrundlag lå i høj grad hos borgerskabet. De ’nyrige’ støttede ikke kun udviklingen af den danske kunst ved at købe den. Deres efterspørgsel fik også indflydelse på, hvilke motiver og genrer man malede. Blandt andet blev portrætter Læs introduktion og genrebilledet med hverdagsskildringer hyppige motiver i guldalderen. På den måde kom borgerskabets værdier, der havde hjemmet og familien som omdrejningspunkt, til udtryk.

Fælles for guldaldermalerne er deres interesse for naturen. De malede det danske landskab med dets karakteristika: flade bakker og marker, oldtidsfund, fjorde og middelalderkirker. Landskabsmaleriet fik fremgang som resultat af, at der i perioden opstod et behov for at udtrykke, hvad der blev betragtet som danske værdier igennem kunsten.

I 1830erne opstod det nationalromantiske maleri. Naturen males nu mere dramatisk, og der sættes fokus på de historiske steder i landskabet som kirker og oldtidsfund. Hensigten var at styrke den danske nationalfølelse ved at forstærke oplevelsen af det danske lands skønhed og historiske betydning.

Guldalderen – kulturelt og politisk
Den danske guldalder, siger man, var rig på ånd og tanke. Der var stor interesse for videnskabelige og eksistentielle spørgsmål om livet, Gud, naturen, social og politisk orden mv. Men det var borgerskabet, der med værdier som nøjsomhed og arbejdsomhed fik størst indflydelse på samtidens kulturelle normer.

Guldalderens samfund blev også en tid med megen social og politisk tumult. Borgerskabet, der ofte var handelsfolk, havde oplevet en blomstringstid siden 1770’erne som følge af, at Danmark forholdt sig neutral under periodens krige i både Europa og USA. Købmændene i borgerskabet kunne påtage sig handelsopgaver, som de krigsførende nationer ikke kunne, og fik i tråd med en stigende økonomisk gevinst stadig mere politisk magt.

Omkring 1800 begyndte det at gå galt. I 1807 blev København bombarderet af englænderne i forlængelse af Napoleons-krigene. Og i 1813 gik Danmark statsbankerot og måtte i 1814 afstå Norge. Efter krigenes afslutning i 1814 blev konkurrencen igen stor, kornpriserne faldt, og mange gik fallit.

Igennem det nationalromantiske landskabsmaleri gav guldaldermalerne i begyndelsen af 1800-tallet de danske borgere lejlighed til, trods samfundsmæssig modgang, at påskønne den danske natur og historie. De nationalheroiske og forherligende motiver var med til at stabilisere den danske selvfølelse og identitet.

Enden på guldalderen
Nogle mener, at guldalderen sluttede med Eckersbergs død i 1853. Guldalderens endeligt var også sammenfaldende med endnu et politisk og nationalt nederlag, der for alvor satte sig spor i nationalfølelsen. Frihedskæmpere fra Slesvig-Holsten gjorde med støtte fra blandt andet Preussen væbnet oprør mod Danmark i 1848. Oprøret måtte opgives efter tre år, men det udviklede sig senere til en egentlig krig, som Danmark tabte i 1864. Slesvig-Holsten blev da indlemmet i det tyske rige.