Hyldestsang til Bertel Thorvaldsen af digteren Jens Baggesen
Uddybende tekst
Baggrund
Sangen er forfattet af den danske digter Jens Baggesen i forbindelse med Thorvaldsens besøg i København 1819. Sangen blev sunget, da Thorvaldsen deltog i et litterært selskab kaldet Clio, der var samlet til fest i anledningen af dronning Marie Sophie Frederikkes fødselsdag. Baggesen havde selv skrevet til Thorvaldsen for at bede ham om at deltage i fejringen – måske netop så han kunne få lov at hylde ham med denne sang.
Indhold
Sangen skildrer, hvordan kunstnergeniet altid trodser den fysiske død og lever videre i ånden gennem de næste store kunstnere. Hyldesten til Thorvaldsen kommer i sangens sidste strofe, hvor Baggesen fremstiller ham som en reinkarnation af antikkens største græske billedhugger, Phidias. Baggesens hyldestsang har i modsætning til Adam Oehlenschlägers sang til Thorvaldsen, et mere europæisk perspektiv i stedet for et nationalt.
Skaal for Thorvaldsen
Den store Genius ei døer,
Skjøndt ofte Jorden den forlader;
Den aabenbarer sig som før
Endnu for Slægtens Myriader.
Og stundom seer man doppelt skjøn
Med Krands om Tinding evig grøn,
I Kunstens alleryngste Søn
Den allerældste Kunstens Fader.
Med Verdens største Malers Død
Vel Farvebilledkunsten døde!
Men Rafael igjen blev fød
I Stubbs nys svundne Morgenrøde.
Og Held os! end i Purpurglands,
På Veien til Apelless Krands,
I alle Farvers Trylledands,
En Eckersberg endnu vi møde.
Og Digteraanden ei sov hen;
Af den har Verden endnu mere.
Homer gik i Virgil igjen,
Virgil i Dante, han i Flere.
Vi andre Digt’re, store, smaa,
Hvoraf tolv fjorten saa som saa
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men hvad i Marmor evigt staaer,
Derpaa man sieldnere mon støde;
Det er i Dag to tusind Aar,
Da Phidias den gamle døde.
See! Clio smiler med Behag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I vor Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde!
Lyt til andre af 1800-tallets digte og til Thorvaldsens lån af Baggesens strofer i et kærestebrev.