Tilbygningen
Håbets gudinde, marmorskulptur, A 46
Udskrift venlig version Sluk og tænd tekst

Kategori

Thorvaldsens skulpturer

Håbets gudinde

Kvinden forestiller Håbets gudinde. Hendes stive skridt, enkle hår og kjole viser Thorvaldsens inspiration fra antikkens græsk-arkaiske skulpturer fra omkring 500 f.Kr.

Kunstner

Bertel Thorvaldsen Læs introduktion (1770-1844)

Datering

(1817)

Mål

161 cm

Materiale

Marmor

Inv. nr.

A 46

Film

Han kan ikke tegnes

Fortolkninger

Portrætværksted - kunstnerworkshop - 24/01/2006 - Griber efter håbet Museet som arkiv - værkstedsforløb med billedkunstneren Elsebeth Jørgensen - 29/11/2006 - Ansigtsløs * Skulpturværksted med Henriette Hansen - 06/02/2007 - Naturen i rummet Værkstedsforløb med billedkunstneren Nikolaj Recke - 03/05/2007 - Håb i en verden fyldt med terror? Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstneren Lise Harlev - 30/01/2008 - Don't worry Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstneren Lise Harlev - 31/01/2008 - Gudinde Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstner Lise Harlev - 06/02/2008 - Håbets gudinde Nye ord til Thorvaldsen - værkstedsforløb med billedkunstner Lise Harlev - 07/02/2008 - Hera

Uddybende tekst

Et arkaisk billede på håb
Håbets gudinde var et stileksperiment fra Thorvaldsens side. Normalt hentede han inspiration i antikkens Læs introduktion "klassiske perioder fra ca.480 f.Kr.-323 f.Kr, hvor skulpturerne havde bevægelse og kropslighed. Med Håbet afprøvede han et mere ubevægeligt udtryk, som er hentet i antikkens græsk-arkaiske stil fra omkring 600-480 f.Kr. Læs introduktion. Stilen var knyttet til skildringer af guder og blev anset for et idealt formudtryk.

Statuen er en billedlig fremstilling af det at håbe. Granatblomsten i gudindens højre hånd er et symbol på håbet om gode og frugtbare tider. Den er ved at afblomstre og udtrykker dermed naturens forvarsel om en kommende frugt, granatæblet, der er et klassisk symbol på frugtbarhed og genopstandelse.

Gudinden udtrykker også en dobbelthed. På den ene side kommer hun os åbent i møde, på den anden side er det, som om hun tøver. Thorvaldsens skulptur udtrykker derfor en dobbelt oplevelse: at håbe det bedste, men frygte det værste.

Udtryk og form
Håbets gudindes enkle og stive form får gudinden til at virke fjern, men også fuldkommen og ideal.

Den strenge symmetri og frontale stilling er hentet i den typiske græsk-arkaiske kvindefigur fra antikkens arkaiske stilperiode Læs introduktion. Hun har adskilte ben, men tager aldrig et rigtigt skridt. Hendes fodsåler hviler begge på jorden. Det er et træk, man også kender fra ægyptiske menneskefigurer Læs introduktion.

Håbets dragt har smukke folder lagt i et meget kontrolleret mønster. Ansigtet har rene, enkle linjer. Materialet, den hvide Carrara-marmor Læs introduktion, fuldender skulpturens ideale form.

Thorvaldsens inspiration
Inspirationen til Håbets gudinde fik Thorvaldsen, da han skulle restaurere nogle græske gavlskulpturer fra 500 f. Kr. De stammer fra Aphaia-templet på den græske ø Aegina og kaldes populært for Ægineterne. Skulpturen er næsten en tro kopi af to af de æginetiske gavl-figurer Læs introduktion. Arkæologer havde udgravet dem i 1811, hvorefter de var blevet købt af Thorvaldsens ven, kronprins Ludwig af Bayern Læs introduktion. Han bad efterfølgende Thorvaldsen om at restaurere dem og forsøge at genopstille dem i deres oprindelige gruppeopstilling.

Restaureringsopgaver Læs introduktion kræver stor indlevelse i de fundne værkers stil og historie. Thorvaldsen har tydeligvis engageret sig meget i arbejdet med den arkaiske stil og været så tilfreds med opgaven, at han ønskede at gentage formen med statuen Håbets gudinde.

Skulpturens historie
Håbets gudinde blev modelleret i 1817 – samme år, som Thorvaldsen færdiggjorde sin restaureringsopgave med skulpturerne fra Aphaia-templet i Ægina. Thorvaldsen havde stor respekt for antikkens kunstværker og var selv en ivrig samler af antikke og ægyptiske kunstgenstande. De kan i dag ses i antiksamlingen på Thorvaldsens Museum Læs introduktion.

Thorvaldsen huggede ikke selv Thorvaldsens Museums skulptur i marmor. Den er en såkaldt kopihugning Læs introduktion fra 1859

Foto: Pernille Klemp