Abstrakt kunst

Henry Heerup (1907-1993), Liggende barn, 1936, Fyns Kunstmuseum (Odense Bys Museer)

Betegnelsen abstrakt kunst bruges om kunstneriske udtryksformer i 1900-tallet, hvor kunstneren har opgivet den traditionelle europæiske opfattelse af kunst som efterligning af naturen, dvs. at kunsten skal ligne noget konkret og genkendeligt. Kunstneren kan arbejde med det abstrakte formsprog på mange måder. For eksempel ved at forenkle naturlige former, at abstrahere, eller ved at arbejde frit og spontant med materialet.

I den abstrakte skulptur ligger kunstnerens primære interesse i materialebehandlingen og i opbygningen af de sanseindtryk, som skulpturens form kan skabe hos beskueren.
Kunstneren kan benytte sig af abstraktion til at formidle et tema, en følelse eller et begreb som kærlighed, angst, flugt, sammensmeltning osv.

Robert Jacobsen, Skulptur i tofarvet træ, 1943-1944, KUNSTEN – Museum of Modern Art, Aalborg

Den abstrakte skulptur kan have former, som kan genkendes, som fx et øje eller en fod. Men de genkendelige elementer er ikke altid væsentlige i forhold til oplevelsen og aflæsningen af skulpturen. Den abstrakte skulptur kan også være helt uden genkendelige elementer. Man taler derfor om, at abstrakt skulptur både kan være figurativ og nonfigurativ. Er den abstrakte skulptur nonfigurativ, er der tale om en såkaldt konkret skulptur. Her benytter kunstneren udelukkende skulpturens formelle virkemidler som form, overflade og farve til at skabe ”et skulpturens sprog”, der er løsrevet fra den omgivende verdens ting og sprog.