En socialanalyse af Niels Hansen Jacobsens Modersmålet fra 1903

Den følgende socialanalyse tager udgangspunkt i analysen af skulpturens produktion, reception og distribution. Som afsæt er skulpturen indledningsvis formalanalytisk beskrevet.

Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) skulptur Modersmålet fra 1903 er en fritstående granitskulptur opstillet i Skibelund Krat ved Askov. Skulpturen er ca. 3 meter høj og forestiller en stående kvinde i hel figur i lidt over legemsstørrelse. Hun flankeres af to mandlige portræthoveder, ligeledes i overlegemsstørrelse. Den stående kvinde og de to portrætter hviler på en nonfigurativ, dekoreret blok. På blokken slynger sig et bånd, som er hugget i relief, og tekstlinjen “Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord” er hugget med en slynget, dekorativ skrift. På basen er der på lignende vis hugget “Digteren Edv. Lembcke 1815-1897” og “Historikeren A.D. Jørgensen 1840-1897”. Indskrifterne fortæller, hvem portræthovederne forestiller. Kvinden i midten er derimod ikke et portræt, men en allegorisk figur. Hun står i kontraposto. Med ret ryg og hovedet rejst kigger hun frem for sig. På hovedet har hun en krone og et langt brudeslør, som hænger ned over blokken. Hver hånd holder hun på de to portrætters baghoveder.
Skulpturen er symmetrisk i sin opbygning med kvinden i den lodrette midterakse. Kompositionen er desuden domineret af en stram og statisk trekantform med toppunkt i kvindens hoved samt en kraftig base, der med skrå sider understreger den stramme trekantskomposition. Skulpturen er i sin udformning frontal. Kvinden og de to hoveder kigger lige frem, og det dekorative båndrelief og indskrifterne er beregnet til at blive set forfra. Skulpturens bagside er kun lidt bearbejdet. Den er stort set plan, og brudesløret, som hænger ned, kun antydet. Skulpturen er bearbejdet som et relief med alle effekter vendt fremad, og beskueren skal stå foran skulpturen for at få den fulde oplevelse.

Skulpturens produktion

Monumentet var en bestillingsopgave, som Niels Hansen Jacobsen fik af den københavnske bankdirektør, Konferensråd Axel Heide. Han var omkring år 1900 på besøg i Skibelund Krat, og han fortalte sin ven Johannes Lauridsen, at han gerne ville rejse et minde for to markante sønderjyder: Digteren Edvard Lembcke og historikeren A.D. Jørgensen, der begge var døde i 1897. Lauridsen, som bl.a. var grundlæggeren af Alfa Margarine i Vejen, var Niels Hansen Jacobsens lokale mæcen. Han anbefalede Heide at tage kontakt til Niels Hansen Jacobsen.

Heides bestilling af et monument til opstilling i Skibelund Krat havde baggrund i hans interesse for stedet og stedets historie. Han havde en særlig tilknytning til lokaliteten, for han var født og opvokset i Sønderjylland. Skibelund Krat spillede i sidste halvdel af 1800-tallet en central rolle i danskernes nationale bevidsthed. I 1864 blev landegrænsen trukket ved Kongeåen, og Skibelund Krat blev reelt den yderste grænse til Tyskland. Stedet fungerede som mindelund med mindesten over mænd og kvinder, særligt fra højskolekredse, der aktivt arbejdede for et dansk Sønderjylland. Fra det høje bakkedrag i Skibelund Krat havde man udsigt direkte ned til tyskernes vagtposter. Heroppe havde man allerede i 1869 og 1898 rejst to nationale monumenter med front direkte mod syd.

De stod som “torne” i øjnene på de tyske grænseposter. Heides mål med endnu et monument til Skibelund Krat kan derfor siges at være dobbelt. Skulpturen skulle både være en hyldest til to danske personer og en politisk markering over for tyskerne på den anden side af grænsen.
Heides bestilling af monumentet havde måske også noget at gøre med, at han gerne ville markere sig personligt som en handlekraftig kulturpersonlighed. I 1901 – nærmest samtidig med bestillingen af Modersmålet – finansierede han også opstillingen af statuen af Absalon til hest på Højbro Plads. Rytterstatuen var udført af billedhuggeren Vilhelm Bissen.

Da Niels Hansen Jacobsen modtog bestillingen på monumentet ved Skibelund Krat, var han omkring fyrre år og havde i mange år boet i Paris. Vi ved ikke, hvordan de aftalte opgaven med udførelsen af monumentet, men de må nok have skrevet sammen om det. Op til indvielsen af monumentet skriver Axel Heide et brev til en bekendt, men nævner ikke Hansen Jacobsen i dette. Som om kunstneren bare var en vareleverandør bestilt til at udføre værket uden nogen nærmere dialog med bestilleren. Og meget tyder på, at Heide gav kunstneren frie hænder og simpelthen satsede på, at han havde valgt den rette billedhugger til opgaven.
I Paris gik Hansen Jacobsen i gang med opgaven, som i første omgang var defineret som et dobbeltportræt af Lembcke og Jørgensen. Gradvist udviklede han monumentet til den endelige trekantskomposition med to portræthoveder på hver sin side af en allegorisk kvindefigur.

På et fotografi taget omkring 1991 i Niels Hansen Jacobsens atelier i Paris ses et par af kunstnerens udkast – bozzetti – til skulpturen. Heide har efter al sandsynlighed godkendt en skitse, hvorpå Hansen Jacobsen modellerede den færdige skulptur i ler. Lermodellen blev herefter “foreviget” i en originalmodel, som efterfølgende blev sendt fra Paris til Bornholm, hvor den skulle hugges i moselykkegranit.

Lembcke og Jørgensen havde på hver sin måde været optaget af det danske sprog og begrebet “danskhed”. Jørgensen som historiker og Lembcke som digter. Men i det færdige værk var det den allegoriske kvindefigur der var hovedmotiv. Lembckes nationale digtning blev Hansen Jacobsens direkte udgangspunkt i udformningen af det endelige monument.
Motivet af kvinden med krone og brudeslør udsprang nemlig af Lembckes digt Vort Modersmaal er dejligt fra 1859, hvorfra billedhuggeren også hentede linjen “Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord”, som er hugget i granitten.

Hansen Jacobsen udviklede monumentet fra at være en hyldest til to danske personligheder, der på hver deres måde havde gjort brug af sproget, til at blive en hyldest til modersmålet, det danske sprog. Modersmålet var et af de stærkeste identitetsskabende elementer i den danske nationalkarakter, danskheden, på linje med Dannebrog og kongefamilien. Ved sammenstillingen af portrætterne, den unge brud og vers fra Lembckes digt, skabte han et billede af det uhåndgribelige begreb “modersmålet” – sproget, som nationen var fælles om at bruge og værne om.

Denne vinkling af opgaven med fokus på vort fælles sprog synes ikke at være bestillerens idé, men billedhuggerens. Ideen er måske vokset ud af hans nære kendskab til det, man kan kalde “stedets ånd” (genius loci) som grænseegn. Jacobsen selv var opvokset i Vejen, som fra 1864 til 1920 lå “på kanten” af Danmark ved den gamle dansk-tyske grænse.

Skulpturens reception – om modtagelsen af Modersmålet

Hansen Jacobsens fokus på begrebet “modersmål”, gjorde monumentet meget relevant for den almindelige dansker. Ønsket om at ramme et bredt publikum er ikke tilfældigt, og Hansen Jacobsen er citeret for at sige, at han ønskede at skabe et monument “uden Løver og Vrøvl og falsk Patriotisme”. Derimod havde han forsøgt billedligt at understrege Lembcke og Jørgensens forskellige tilgange til sproget. Med billedhuggerens ord fra 1903 var den allegoriske kvindefigur derfor fremstillet, så hun “lægger sin Haand fortrøstningsfuldt paa Digterens Hoved, som en Moder saa ofte gør ved sit Barn – derimod lægger hun venstre Haand bag paa Historikerens Hoved, ligesom for at bøje Hovedet frem; noget man som oftest gør, naar man tænker på fortiden.”

Modersmålet blev opstillet i Skibelund Krat med front mod syd, og ved indvielsen i 1903 forklarede Axel Heide, at værket var tænkt som “et Mindesmærke for aandelig Kamp og aandelig Daad… I Lembcke og A.D. Jørgensen saa jeg to af de fornemmeste Navne, blandt dem, der har været med i denne Kamp… Gid der maa vokse Slægter op, som altid vil elske Modersmålet, som disse to har elsket det”.

I forbindelse med offentliggørelsen af Modersmålet fik værket en overordentlig positiv kritik af Thor Lange. I den lokale avis, Tiden, skrev han i juni 1903, at “Dejligere Monument har Danmark aldrig haft; det vil overstraale alt andet. Saaledes skal Modersmaalet netop fremstilles sejrssikker, stærk, samlende og værnende. Modersmaal, Sejrstaal, Landehegn, Enhedstegn! Hovedfiguren er vidunderlig lys, ren og enkel, og virkningsfuld er Foreningen af græsk Hermeform og nordisk Slangeristning i Sønderjyderne ved hendes Side. Intet i Verden kan glæde mig mere end et saadant fæderlandsk kunstværk.”

Det var dog ikke kun positiv kritik, Modersmålet blev mødt med. Museumsdirektøren for Ny Carlsberg Glyptotek, Theodor Oppermann (1862-1940), havde i et brev til brygger Carl Jacobsen i 1901 beskrevet skulpturen som “reklamekunst”. Som et værk med et utvetydigt budskab formuleret gennem både billede og tekst, kan man sagtens se parallellen til reklamens ofte entydige kommunikation.
Hansens Jacobsens abstrakte fremstilling af begrebet “modersmål”, imponerede heller ikke alle, og portrætternes manglende portrætlighed blev påpeget af kritikerne. Man kunne fx ikke se, at Edvard Lembcke var 25 år ældre end A.D. Jørgensen. Det naturalistiske kunstbegreb, hvor kunsten skulle gengive virkeligheden så præcist som muligt, var altså stadig gældende for nogen. Dette var dog slet ikke målet med værket for den symbolistiske Niels Hansen Jacobsen. For ham har fokus uden tvivl været at fremstille de to mænd som en slags symboler på alle de mennesker, der gjorde brug af det danske sprog.

Skulpturens distribution – publikums møde med Modersmålet

For værkets popularitet kan det ikke undervurderes, hvilken betydning det har haft som politisk statement. Det danske sprog var forbudt på den anden side af grænsen og måtte hverken bruges i kirken eller skolen. Hansen Jacobsens Modersmålet blev derfor, for den danske befolkning, et symbol på modersmålet og dermed det særligt danske. Dyrkelsen af det danske sprog og rød-hvide farver blev en stille politisk protest mod Tyskland, som i danskernes øjne havde besat deres land.
Som et nationalt symbol blev Modersmålet brugt i kampen mod Tyskland, og i postkortform kunne det sendes ned over grænsen i mange eksemplarer.

Modersmålet dukkede også op som illustration mange steder. Fx som illustration på omslaget til en danskbog og som modelleret form på en lågkrukke fra keramikvirksomheden P. Ipsens Enke i anledning af genforeningen i 1920.

I 1920 fik Modersmålet følgeskab af endnu en mindesten af Hansen Jacobsen, da han udformede Genforeningsstenen, som blev opstillet med front mod nord. På fotografiet ses Hansen Jacobsen (t.h.) sammen med billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950) ved Genforeningsstenen.

Efter genforeningen i 1920 mistede monumentet sin politiske aktualitet. Der var nu ikke længere samme behov for at hævde den danske nationalitet over for tyske grænsevagter. Som tiden er gået er beskuerens bevidsthed om Edvard Lembcke og A.D. Jørgensens bedrifter inden for det danske sprog forsvundet, og aflæsningen af monumentet er dermed også blevet sværere. I dag kan mange stadig nynne med på linjerne “og hun er så ung, og så yndig ser hun ud”, som er hugget i monumentets granit, men de fleste kender teksten som en drikkevise og ikke en hyldest til det danske sprog.