Relationel æstetik

Begrebet relationel æstetik blev introduceret af den franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud i 1998. Han mente at 1990’er kunsten først og fremmest kunne karakteriseres ved sit sociale og politiske engagement. I 1990’erne opstod en tendens til at kunsten skulle skabe sociale relationer mellem mennesker i stedet for æstetiske objekter. Dette betød at kunsten i mange tilfælde rykkede ud af museer og gallerier, og i stedet for befandt sig eller opstod i det offentlige rum. Relationel æstetik betegner en form for kunst, der hverken er skulptur eller maleri, men handler om kunsten som formidler af sociale møder. Kunstværket, som kan være en social handling, skaber en relation til beskueren, der i 1990’er kunsten bliver til deltageren.
Samtidskunsten synes ofte at formidle en relation til beskueren, det omkringliggende rum, kulturen og samfundet, overordnet set. Når man oplever en samtidsskulptur er der tit tale om et møde mellem skulpturen og dig.