Tidslinje

Kategori: Artikler

Antikken længe leve: Vitalismen 1900-1940

Artiklen handler om antikreceptionen i perioden 1900-1940. Perioden kan indrammes med betegnelsen vtalisme, og artiklen fremhæver periodens “vitalistiske” antikforståelse, hvor antikkens kropskult fik fornyet interesse, hvilket både fik konsekvenser for kunsten og hverdagslivet.

Antikken ud i livet

På samme måde som antikken satte sine tydelige spor i 1800-tallets filosofi, livssyn, kunst, kunsthåndværk og livsformer (se Antikken længe leve: 1800-tallet), er der ganske mange eksempler på, at dyrkelsen af den græske kultur og ånd satte sine spor i første del af 1900-tallet: I billedkunsten og i de andre kunstarter som arkitektur, musik, dans og litteratur – og ikke mindst gennem en ny interesse for sport og friluftsliv i hverdagslivet.
Der er mange eksempler på, at hverdagsliv og kunst – med antikken som omdrejningspunkt – flød helt sammen i periodens dyrkelse af kroppen, naturen og livet. En periode, hvor sundhed, skønhed og styrke var de vigtigste idealer. På latinsk betyder “Vita” liv, og perioden ca. 1900-1940 har fået betegnelsen vitalisme.

J.F. Willumsen (1863-1958): Badende børn på Skagen Strand. Generalprøve. 1909

J.F. Willumsen (1863-1958), Badende børn på Skagen Strand. Generalprøve, 1909, olie på lærred, 265 × 425 cm. Deponeret af Skagens Museum på J.F. Willumsens Museum. © J.F. Willumsen/billedkunst.dk, foto: J.F. Willumsens Museum.

Opmærksomheden mod det enkelte menneske og den intense dyrkelse af livet – det levede liv – kan ses i forlængelse af, at tro og religion efterhånden kom til at spille en stadig mindre rolle. Nietzsche havde allerede erklæret Gud for død, og med det moderne gennembruds antireligiøse tanker kan man se periodens kropskult som en erstatning for religionen. Ideen om “en sund sjæl i et sundt legeme” var central, og et vigtigt aspekt i tidens kropsdyrkelse var, at man ikke kun dyrkede den sunde, levende krop, men også den sunde og levende ånd.
Med afsæt i antikkens kunst ønskede kunstnere i perioden 1900-1940 at skabe en kunst, hvor skønhed, oprindelighed, naturlighed og ægthed var nøgleord.

Hellenerne på Refsnæs

Et godt eksempel på kunstnere, der ønskede at forene liv og kunst og leve på antik vis var den såkaldte Hellenergruppe på Refsnæs (i dag Røsnæs) nord for Kalundborg. Kunstnergruppen blev etableret i 1894 og bestod blandt andre af malerne Gunnar A. Sadolin (1874-1955), Vilhelm Tetens (1871-1957), Svend Hammershøi (1873-1948) og lægen Frode Sadolin (1866-1951). De ønskede at genskabe antikkens sunde legemskultur som et konkret udgangspunkt for deres eget kunstneriske virke, og i det kuperede landskab fandt de et “nordisk Hellas”.

Gruppeportræt af Hellenerne på Refsnæs. Fotografi fra 1901

Gruppeportræt af Hellenerne på Refsnæs. Fotografi fra 1901. Privateje. Gengivet efter bogen Drømmetid, (red. Henrik Wivel), Kbh. 2005

På fotografiet ses bl.a. Svend Hammershøi og maleren og skuespilleren Christian Zangenberg (1853-1914). Selv om Hellenerne dyrkede nøgenlivet, måtte de indse, at det danske klima ikke var perfekt til den græsk-inspirerede nøgenkultur. Derfor fik de syet togaer, som ganske vist er en romersk og ikke græsk klædedragt. De sidder i et lille hus, som de fik opført på Refsnæs. Interiøret var dekoreret af en frise i freskomaleri med græske motiver.

Gruppens manifest beskrev lokaliteten: “Ude på Refnæs et par Mil fra Kallundborg ligger langs Fjorden vældige Bakker uopdyrkede og vilde. Et sted hæver de sig højt og bevoksede med Tjørn og 3 Sider en jævn Flade på omtrent en Tønde land; den fjerde falder stejlt ned mod Stranden. Stedet ligner et gammelt romersk Amfiteater og Omgivelserne også noget lavt italiensk Bjerglandskab bevokset med Laurbærbuske. Den Plads har vi i sinde at omforme så den kan blive Samlingsplads og opholdssted i Sommermånederne for Studenter, Kunstnere og andre der kan for deres Arbejde; har lyst til at leve et naturligt samliv, sundt som det kun er muligt på et så sundt sted når Tiden for størstedelen bliver tilbragt med Legemsøvelser, de gamle naturbetingede – Svømning, Roning, Løbning, Kastning og den moderne rationelle Gymnastik.”

Helt i overensstemmelse med tidsånden og den kulturkritik, som især Nietzsche formulerede, var det vigtigt for Hellenerne at skabe en sund, ny kultur. I 1890’erne var det almindeligt at tale om århundredets snarlige afslutning med det franske begreb “Fin-de-Siècle” (århundredets ende). 1890’erne var en periode, hvor mange følte en slags kulturel degeneration, men samtidig også så muligheder for en kulturel genopblomstring. Lægen Frode Sadolin skrev netop i 1895, at “Fin-de-Siècle dekadencen har raset ud hos os. Denne onde Syge, der som en Influenza trænger sig ind over alt, kvalte Modet og lammede Viljen, den er atter draget bort, og Ungdommen her inde er i Rekonvalescens modtagelig for Renæssancer.”

Hellenerne på Refsnæs. Satiretegning i Blæksprutten 1895

Hellenerne på Refsnæs. Satiretegning i Blæksprutten 1895

Tegningen illustrerer meget godt forskellen mellem det borgerlige, etablerede samfund og en moderne legemskultur, der dyrker kroppen, livet og kunsten. Borgerlige kvinder i indsnørede kjoler er taget ud i det fri for at studere de nøgne kunstnerne, der skriver, maler og musicerer i naturen. – Et interessant omend skræmmende fænomen for kvinderne, som på mange måder har lighed med Vilhelm Bissens skulptur En dame fra 1891. Til venstre i billedet løber landbobefolkningens koner forskrækkede væk over synet af nøgne mænd, der har indtaget landskabet.

Den græske antik - en idealtilstand

Både for Hellenerne og de efterfølgende kunstnergenerationer var målet at skabe en kunst, der kunne repræsentere den idealtilstand, som man kendte fra antik græsk kultur. Gennem landskabsbilleder og skulpturer især dyrkede man et formsprog og en motivverden, der henviser til det, som man opfattede som en oprindelig kultur. Dvs. en ur-tilstand, hvor kunst og kultur, skønhed og sundhed var på sit højeste niveau. Forestillingen om et lykkeligt Arkadien, opkaldt efter et område i Grækenland, som siden antikken er blevet forbundet med en særlig idyl og landskabelig skønhed, blev dyrket igen og igen som et sindbillede på et idealsamfund med en stærk legemskultur og kropslig som åndelig sundhed og skønhed.

Myron: Diskoskaster. Ca. 450 f.Kr.

Myron: Diskoskaster. Gipsafstøbning af romersk marmorkopi efter græsk bronzestatue fra ca. 450 f.Kr. Højde 153 cm. Fyns Kunstmuseum. Foto: Odense Bys Museer

Dette kan forklare, hvorfor mange malere og billedhuggere gjorde brug dels af antikke motiver (og deres pendanter i nordisk og kristen kultur) og dels sportsmotiver. Også hverdagsmotiver, hvor de klassiske og moderne kropsidealer smeltede sammen, blev populære.
En række velkendte antikke værker med sportsmotiver blev nu store forbilleder på sundhed, skønhed og styrke. Fx Myrons Diskoskaster, Lysippos’ Skraber og Polyklets Spydbærer Læs introduktion.

Myrons Diskoskaster fra ca. 450 f.Kr blev indbegrebet af det moderne kropsideal: En spændstig krop i dynamisk bevægelse, men også i perfekt balance. Ideal i sin skønhed og styrke, men også naturalistisk i sit udtryk.
Diskoskast var en vigtig disciplin i de Olympiske Lege allerede fra 1896, og skulpturen har dannet forbillede for moderne skulpturelle gengivelser af diskoskastere.

Lysippos: Skraberen. Ca. 320 f.Kr.

Lysippos: Skraberen. Atlet der skraber sig efter idræt. Romersk marmorkopi efter græsk bronzestatue fra ca. 320 f.Kr. Højde 205 cm. Musei Vaticani, Vatikanet. Foto: Jastrow

Lysippos’ Skraberen fra ca. 320 f. Kr. var en anden af tidens berømte antikke skulpturer, som blev et ideal for den moderne kropsdyrkelse og den vitale kunst i starten af 1900-tallet. Skulpturen forestiller en veltrænet og velproportioneret idrætsudøver, der renser sin hud efter sportsudøvelse. Skulpturen blev bl.a. gengivet i en grafisk bearbejdning som forsidemotiv til J.P. Müllers bog Mit System fra 1904. Skulpturen legemliggjorde bogens emne: Motion og hygiejne.

Vital kunst 1900-1940

Venus fra Milo

Venus fra Milo. 2. årh. f.Kr. Marmor. Musée de Louvre, Paris. Gengivet efter Julius Lange: Billedkunstens fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid. 1898

Et gennemgående element i vitalismen 1900-1940 er netop interessen for det nøgne legeme, iscenesat som en klassisk græsk skulptur, men tilføjet nutidige, levende former og bevægelser.
Vi ser de stærke, nøgne mandekroppe, som næsten uanset motivkreds skildres som moderne, veltrænede atleter, og vi ser nøgne, smukke kvindeskikkelser, der kan minde os om den velproportionerede Venus fra Milo fra 2. årh. f.Kr.

De danske billedhuggere udførte en lang række sportsmotiver, der skildrede bevægelsen eller muskelkraften i nogle af tidens sportsdiscipliner som diskoskast, kuglestød, løb, kapgang, boksning, brydning, fodbold og udspring.

Knud Nellemose (1908-1997): Ung mand med Diskos. 1942

Knud Nellemose (1908-1997), Ung mand med Diskos, 1942. Opstillet i Lersø Parken, Københavns Kommune. © Knud Nellemose/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Billedhuggeren Knud Nellemose (1908-1997) er nok den af de danske billedhuggere, der har lavet flest sportsmonumenter forestillende brydere, diskoskastere, fodboldspillere m.m. Ung mand med Diskos er på dansk grund det værk, der tydeligst vedkender sig arven fra Myrons Diskoskaster. Den antikke skulptur var netop få år forinden blevet meget kendt, da den blev indkøbt af den tyske stat for en mindre formue til antiksamlingen i München. Nellemose har alligevel komponeret motivet noget anderledes. Hans diskoskaster viser det øjeblik, hvor den unge mand griber fat i disken, før han lægger an til at kaste den fremad i en snurrende bevægelse.

Jean Gauguin (1881-1961): Kapgænger i start. 1917

Jean Gauguin (1881-1961), Kapgænger i start, 1917, bronze, 29 cm. Fyns Kunstmuseum. © Jean René Gauguin/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Jean Gauguin var en anden billedhugger, der gerne arbejdede med motiver af fodboldspillere, brydere og kuglestødere. Han arbejdede både i meget store formater tiltænkt opstillinger i det offentlige rum og i meget små formater. I de små formater skabte han små statuetter, der var fulde af liv og bevægelse. De var ofte i et mere eksperimenterende formsprog, hvor figurern netop kun lige balancerer. Fremstillingsformen var her langt mere moderne: Formen er uden detaljer og helhedsorienteret, og figurens muskulatur og kropslighed er nedtonet.

Den gymnastiske krop

Periodens nye kropsideal trak ofte på både antikke og moderne kropsidealer. De moderne kropsidealer blev bl.a. formuleret i tidens sundhedslitteratur, der netop brugte antikkens kunst som spejl for “den moderne krop”.
Udvekslingen mellem sport/sundhed og kunst gik begge veje, og der findes mange eksempler på, at sporten og gymnastiklitteraturen brugte antikken som den vigtigste inspirationskilde i bestræbelserne på at fremme folkesundheden og skabe et moderne kropsideal, der satte sundheden og hygiejnen i centrum.

Forsideomslag til bogen Mit System - 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld fra 1904

J.P. Müllers Mit System – 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld fra 1904

Et tidligt og meget centralt bidrag til brugen af antikkens kunst som forbillede på en levende og sund krop finder man hos gymnastikpædagogen J.P. Müller (1866-1938). Han stod som en central figur i udviklingen af en vitalistisk krops- og sundhedskultur. Hans bog Mit System – 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld fra 1904, som efterfølgende blev oversat til 24 sprog, tog afsæt i antikkens kropsideal.

Forsideomslag til bogen Mit System for Damer - 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld fra 1924

J.P. Müllers Mit System for Damer – 15 minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld fra 1924

I 1924 udkom Müllers Mit System. Forsiden var prydet med den antikke skulptur Venus fra Milo. Uden at kommentere skulpturen direkte skrev Müller her indledningsvist, at “hvor ønskelig legemlig Skønhed end kan være for Mænd, har den dog langt mere at betyde for Kvinder. Er i Virkeligheden næsten en Nødvendighed. … Historien og Livet viser, at der er ingen Grænser for en skøn Kvindes Magt." Med disse idealer om styrke, sundhed og skønhed udstak Müller en æstetik for såvel kunsten som kroppen, og det var netop disse idealer, man ser i vitalismens dyrkelse af maskulin styrke og kvindelig skønhed.

Mit System blev særdeles populær, og en billedhugger som Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945 ) nævnte endda sin hjemmegymnastik i en ganske underholdende brevveksling fra 1905 med Carl Nielsen: “Du kan tro jeg bliver slank min Ven, jeg tror ikke min Bagdel er saa stor mere.” Og Carl Nielsen skrev til Anne Marie: "Du skriver at din Bagdel bliver mindre! Gud, hvor det glæder mig Fru Nielsen. Du gjør altsaa rimeligvis “Mit System”. Ikke sandt? Det med Bagdelen er et uomtvisteligt Tegn herpaa; men glem nu ikke, at “den eneste virkelige Basis for den sande Kjærlighed er et Par gode store” – ! … Jeg gjør, og har hele Tiden gjort Systemet med Bad, Frottering og det hele og mine Muskler og Legemsforhold er blevne saa smukke og kraftige, naar jeg selv skal sige det."

J.P. Müller. Illustration i _Mit System_ fra 1904

J.P. Müller. Illustration i Mit System fra 1904

Müller havde selv gennemprøvet forskellige eksisterende danske og udenlandske gymnastiksystemer, men udviklede et hjemmegymnastikprogram, som han mente, alle burde være i stand til at udføre med henblik på at øge musklernes styrke og kroppens sundhed og skønhed. Han beskrev desuden, hvor vigtigt bad, hygiejne og frottering af huden var for at få en sund krop. Han mente, at sygdomsfremkaldende mikrober kunne vandre ind gennem huden, hvilket en god frottering kunne modvirke. Gymnastikprogrammet blev også suppleret med en lang række råd om påklædning, søvn og mad: “Ved at følge mit System og nu og da tage en Løbetur (på Fodballerne) vil man ikke alene erhverve et godt Helbred, men samtidig vil Legemets Form og Udseende Dag for
Dag nærme sig det klassiske Skønhedsideal, af den simple Grund at dette ganske falder sammen med det højeste Ideal for Legemets Sundhed, Bevægelighed og alsidige Brugbarhed."

J.P. Müller. Illustration i _Mit System_ fra 1904

J.P. Müller. Illustration i Mit System fra 1904

Illustrationerne i J.P Müllers Mit System forestilller Müller selv. Han inkarnede tidens skønhedsideal for mænd og blev betragtet som en moderne Apollon. I 1903 vandt han Dansk Atletunions skønhedskonkurrence for mænd.
I hans demonstrationer af de forskellige gymnastikøvelser lå der mange direkte henvisninger til antikkens kunst, blandt andet når han i en frotteringsøvelse blev fremstillet som Skraberen.

At legemlig skønhed og kunst var nært forbundet med antikken, understreges i Müllers bog med ordene: “I det gamle Hellas stod Legemsøvelser og Kunsten i det højeste forhold til hinanden. Uden de gymnastiske Øvelser vilde Kunsten i Virkeligheden slet ikke have eksisteret. Da skabtes de til alle Tider gældende Idealer for det menneskelige Legeme. … I alle skoler, i alle Klublokaler og Gymnastiksale bør ophænges Billeder af de smukkeste antikke og moderne Statuer, navnlig de første, og saa vidt muligt opstilles Afstøbninger i naturlig Størrelse, for at vænne Øjet til at fatte den fuldkomne Form, for at vænne Øjet til at værdsætte Formens Skønhed og for at give Ungdommen idealer at uddanne sig efter. Ved alle Gymnastik- og Sportsfester bør der udsættes Præmier for dem, der udviser de bedst uddannede Legemer.” (J.P. Müller citerer Dr. F.B. Hutchinson.)

Rasmus Bøgebjerg (1859-1921): J.P. Müller. 1905

Rasmus Bøgebjerg (1859-1921): J.P. Müller. 1905. Københavns Roklub. Foto: Ole Akhøj

Præmien skulle da være, at vedkommende blev afbildet i form af en skulptur udført af en berømt billedhugger og opstillet side om side med antikke skulpturer.
Billedhuggeren Rasmus Bøgebjerg (1859–1921) udførte i 1905 en skulptur af J.P. Müller, som blev opstillet foran Københavns Roklub og i Nykøbing Falster, Müllers fødeby.

At kunst og sportslige udfoldelser ikke var modsætninger, men nært beslægtede i første del af 1900-tallet, vidner også fotografier fra 1933 af Kaptajn Jespersens (1883-1963) gymnastikopvisning i Thorvaldsens Museum. Med Thorvaldsens nyklassicistiske skulpturer som ramme, blev gymnastiske øvelser præsenteret for museets publikum.

Kaptajn Jespersens "Lektion i Legemskultur" i Thorvaldsens Museum 1933

Kaptajn Jespersens "Lektion i Legemskultur" i Thorvaldsens Museum 29. marts 1933. Foto: Nordisk Pressefoto A/S

Carl Bonnesen (1868-1933): Lille akrobat. U.å.

Carl Bonnesen (1868-1933): Lille akrobat. U.å. Bronze. Højde 18 cm. Privateje. Foto: Ole Akhøj

Carl Bonnesens (1868-1933) statuette Lille akrobat er et eksempel på en skulptur, hvor vitalismens begejstring for den gymnastiske krop går op i en højere enhed med en dynamisk komposition. Selvom kunstneren har afsæt i naturalismen, er gymnastikpigens krop nærmest forenklet til en dekorativ buet linje i luften.

Hellas under nordlig Himmel

At antikken igen – nu med fokus på antikkens vitalistiske aspekter – blev en væsentlig del af den moderne dannelse og et vigtigt element i en moderne, fremskridtsorienteret industrikultur bliver tydelig, når man ser, hvor mange områder, der indoptog den og skabte nye rammer om livet. Helt konkret fra bygningsværker over kunsten til hverdagslivet.

I undervisningen blev faget oldtidskundskab indført med skoleloven i 1903. Faget udbredte kendskabet til antik kunst, filosofi, litteratur mv.

Mange kunstnere, musikere og forfattere rejste til Grækenland for at studere både arkaisk og klassisk kunst Læs introduktion og kultur – og især det arkaiske blev anset for en periode, der rummede en høj grad af oprindelighed og ægthed. Dette gjaldt blandt andre billedhuggerne Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) og Rudolph Tegner (1873-1950), der meget direkte omsatte indtrykkene enten i arbejdet med mytiske motiver, kopier efter antikke værker eller en særlig stiliseret græsk-antikinspireret stil.

Rudolph Tegner (1873-1950): Livets Port. 1912-1915

Rudolph Tegner (1873-1950), Livets Port,1912-1915. Rudolph Tegners Museum og Statuepark. © Rudolph Tegner/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Livets port fra 1912-1915 er et fint eksempel på 1900-tallets brug af antikken. Triumfbuen med søjlegrupper er et antikt arkitekturmotiv, og figurgruppen øverst forestiller Helios, en allegori over solen med henvisning til solguden Apollon, der kører over himlen med sit firspand af heste.
Figurerne er klassiske i deres udformning, men udtrykker også et moderne kropsideal. Tematikken er tidstypisk, og værket rummer en samlet fortælling om livet i medgang og modgang – liv og død, kærlighed og sorg, for børn, unge, voksne og gamle, kvinder og mænd.

Titelblad til Carl Nielsens Helios-ouverture. 1903

Titelblad til Carl Nielsens Helios-ouverture. 1903. Carl Nielsen Museet. Foto: Odense Bys Museer

Komponisten Carl Nielsen (1865–1931) skrev symfonien Helios i 1902 under sit ophold i Grækenland og anvendte på forskellig vis det græsk-antikke i adskillige musikværker som fx Pan og Syrinx fra 1918 (efter Ovids Forvandlinger) og i sine egne mere teoretiske tekster og noter om musik. I 1905 stiftede han sammen med blandt andre Georg Brandes (1842-1927), J.L. Heiberg (1854–1928) og Harald Høffding (1843–1931) et Græsk Selskab. Her holdt de foredrag om emner om græsk kunst og kultur.
Også i litteraturen satte den græske antik sit aftryk. Forfatteren Vilhelm Andersen (1864-1953) så muligheden for en moderne antik, både i sprogundervisning og i hverdagslivet, hvor antikken blandt andet skulle udfoldes i gymnastik og friluftsliv. Vilhelm Andersens bog Bacchustoget i Norden fra 1904 er et nordisk sidestykke til Nietzsches Tragediens fødsel fra 1872. I sine beskrivelser af det dionysiske gjorde Andersen op med forestillingen om den klassiske antik som en sorgløs tilstand, og han sammenlignede det arkaiske Grækenlands kunst og kultur med nordisk kultur og den nordiske gudeverden. I Tider og Typer af dansk Aands Historie fra 1907 skrev han: “Først naar ikke blot vore Klassikere, men virkelig ogsaa vore Modernister er bleven grundigt udluftede af den friluftsbevægelse, der efter den moderne Forfatters mening er Sjælen i Nutidens Humanisme, vil vor Kultur være ensbenævnt med Grækernes, i Frembringelser som i Forudsætninger”.
Endelig var den moderne og fremskridtsorienterede forfatter Johannes V. Jensen (1873-1930) fortaler for et “nordisk Hellas” i teksten Aarets Højtider fra 1925. Han skrev: “Paa Stadion arbejdes, Idræt i alle Arter, lyserøde Skikkelser med noget betænkt over sig, man træner, man bygger sig op, Fiber for Fiber, Hellas kommer igen, Hellas under nordlig Himmel”.

Foto af Kai Nielsen (1882-1924) og hans lærer i brydning, A. Reiter. Ca. 1906-1907

Foto af Kai Nielsen (1882-1924) og hans lærer i brydning, A. Reiter. Ca. 1906-1907. Ejer ubekendt. Gengivet efter Haarvard Rostrup: Lidt om Kai Nielsen, Ny Carlsberg Glyptotek 1982

Johannes V. Jensen var god ven af billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924), og i hans karakteristik af kunstneren i bogen Åndens spor. Portrætter og personligheder, udgivet i 1962, kan man genkende den samme stemning af et “nordisk Hellas”. Han skrev om kunstneren, at han forbavsede mange som Idrætsmand og blændende Person, endda mere end som den unge Sejrherre paa Udstillinger, … eksellerede som Roer, Bokser, Rytter… . Han var Plastiker af Gavn, talte selv om Nødvendigheden af at “modellere sig om”, han greb i sit eget ler, i Bevidstheden om at en rask Billedhugger maatte blive en rask Mand. … Han var en Græker. Paa Højden af sin Kraft havde den lange lyse Fynbo virkelig noget af Hellas over sig, den græske Ynglingeskikkelse, foruden det gode Hoved og den Formevne der var Grækerne medfødt.

Kai Nielsen dyrkede forskellige sportsgrene, dels for helbredets skyld, dels fordi han ønskede at mærke muskelspændingen på egen krop for at kunne omsætte den til skulptur.
“Plastiker” er et gammelt ord for billedhuggeren, der fokuserer på skulpturens volumen og den formmæssige bearbejdning af materialet.

Olympismen

Samme år, som Hellenerne på Refsnæs tog initiativ til at forene kunst, sport og antik kultur, gjorde franskmanden Pierre de Coubertin (1863-1937) sig nogle af de samme tanker. Han tog initiativ til genoplivelsen af de Olympiske Lege, som blev afholdt første gang i 1896. De Olympiske Lege var inspireret af de antikke Olympiske Lege, der blev afholdt i forbindelse med religiøse ceremonier på bjerget Olympia fra 776 f.Kr. til 393 e.Kr.
Coubertins ønske var at genindføre fordums fysiske og kulturelle sundhed: “Den græske arv er så umådelig stor, mine herrer, at alle som i den moderne verden har udøvet en eller anden form for sport, med rette har kunnet henføre den til Grækenland, thi derfra stammer alle idrætter. Nogle har brugt sporten som forsvar for fædrelandet, andre har søgt fysisk skønhed og sundhed gennem en heldig balance mellem sjæl og legeme. Atter andre har søgt den sunde blodets brusen, som man kalder livsglæde, og som ikke findes mere intens og udsøgt end ved kropslig udfoldelse.”

Plakat for de Olympiske Lege i Berlin 1936

Plakat for de Olympiske Lege i Berlin 1936. Foto: Det Olympiske Museum, Lausanne

Plakat for de Olympiske Lege i London 1948

Plakat for de Olympiske Lege i London 1948. Foto: Det Olympiske Museum, Lausanne

De to plakater for de Olympiske Lege i Berlin og London viser tydeligt forbindelsen til det antikke formsprog, både i gengivelsen af græsk arkitektur og i figurernes atletiske kropsbygning. Bemærk også henvisningen til den antikke statue af Diskoskasteren, en skulptur, som Adolf Hitler havde erhvervet i forbindelse med OL i 1936. Hitler brugte kunst og sport som en vigtig del af sin politiske propaganda.

Fra 1912 indførte man i OL konkurrencer for kunst, hvor kunstnere inden for maleri, skulptur, litteratur, arkitektur og musik kunne konkurrere på samme vilkår som sportsfolkene. Formålet var at dyrke både kroppen og ånden. Man talte både om “en sund sjæl i et sundt legeme” og om “en levende ånd i en veltrænet krop”. Værkerne skulle være direkte inspireret af sport. De Olympiske kunstkonkurrencer indgik i legene indtil 1948, hvor man opgav dem, fordi det blev vanskeligt at bedømme kunsten ud fra fastlagte kriterier.

Jean Gauguin (1881-1961): Nævefægter (også kaldet Urkraften eller Bokseren). 1922

Jean Gauguin (1881-1961), Nævefægter (også kaldet Urkraften eller Bokseren), 1922. Opstillet i Aarhus Stadion, som blev tegnet af arkitekt Axel Høgh-Hansen (1877-1947). Projektet til Aarhus Stadion deltog også i OL i 1928. © Jean René Gauguin/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Man havde fra 1896 konkurrencer inden for mange af de samme sportsgrene, som vi ser i dag: Atletik, boksning, brydning, bueskydning, cykling, fodbold, rytmisk sportsgymnastik, ridning, roning, sejlsport, skydning, svømning, tennis, udspring, vandpolo og vægtløftning. Man kan tale om hastighedssport, hvor det gælder om at være hurtig, og om kraftsport, hvor det gælder om at være stærk.
Begge typer sport går igen i mange af tidens kunstværker. Ofte var det skildringer af mandlige sportsfolk med fokus på muskelstyrke og bevægelse.
De kvindelige atleter deltog fortrinsvist i svømmediscipliner, og vi kender enkelte skulpturer af svømmepiger i forskellige positurer.

Mange danske billedhuggere indsendte værker til disse konkurrencer. Ved Olympiaden i 1924 deltog Jean Gauguin (1881-1961). Her fik han bronzemedalje for Bokseren, som nu står i Aarhus Stadion.
I 1928 deltog Viggo Jarl (1879-1965), og i 1932 indsendte Thyra Boldsen (1884–1968), Gerhard Henning (1880-1967), Hugo Liisberg (1896–1958), og Einar Utzon-Frank (1888-1955) deres værker til OL-kunstkonkurrencen.

Thyra Boldsen (1884-1968): Terpsichore. Ca. 1932

Thyra Boldsen (1884-1968), Terpsichore ca. 1932, marmor, 185 cm. Privateje. © Thyra Boldsen/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Thyra Boldsens Terpsichore fra 1932 viser dansens muse fra den græske mytologi. Skulpturen blev udstillet ved OL i Los Angeles i 1932, i øvrigt med den engelske titel Melody of Life indgraveret i marmorsoklen.

Ved OL i Berlin 1936 deltog billedhuggerne Aage Nielsen-Edwin (1898-1985) og Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945).

Anne Marie Carl Nielsens bronzestatuette Pige parat til udspring fra 1910 blev ikke vist ved OL, men sammen med en stribe små bronzestatuetter med løbere, diskoskastere og kuglestødere blev den udstillet på kunstudstillingen på Gymnastikhøjskolen i Ollerum, hvor man i 1935 afholdt en storstilet Nordisk Olympiade.

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945): Pige parat til udspring. 1910

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945): Pige parat til udspring. 1910. Bronze. Højde 9,5 cm. Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer. Foto: Niels Ulrich Hansen/Galleri Vent

Antikken som moderne kultur?

Kigger man på periodens kunst med sportsmotiver inspireret af den græske antik, er det tydeligt, at kunstnere i starten af 1900-tallet var med til at skabe et billede af den moderne kultur som en levende antik i kød og blod. Målet blev helt og aldeles realiseret, når levende mennesker i fx gymnastikken eller dansen iscenesatte kroppen ud fra antikkens kunstværker, og når moderne kunstværker tilføjede klassiske motiver – sportsmotiver, dansemotiver eller mytologiske motiver – en ny naturalistisk eller friere form.

Rudolph Tegner (1873-1950): Danserindebrønden. 1911-1912

Rudolph Tegner (1873-1950), Danserindebrønden,1911-1912, ca. 3 m. Fotografiet er taget mellem 1913 og 1915, hvor skulpturen var placeret i Parterrehaven ved Rosenborg Slot i København. I 1933 blev den flyttet til Helsingør. © Rudolph Tegner/billedkunst.dk, foto: Tegners Museums arkiv

Rudolph Tegners (1873-1950) Danserindebrønden fra 1911-1912 er et godt eksempel på, hvordan et antikt motiv kunne få en moderne udformning. De tre kvinder er fremstillet energisk dansende rundt om brønden. Som modeller brugte Tegner tre kvinder, Elna Jørgen Jensen Lauesgaard, Emilie Smith og Grethe Ditlevsen, fra Den Kongelige Ballet. Deres navne er indgraveret på brøndens kant.
Motivisk har skulpturen en klar reference til det mytologiske motiv med de tre gratier, som Bertel Thorvaldsen (1770-1844) arbejdede med i starten af 1800-tallet i Gratierne og Amor. Formmæssigt er det dog tydeligt at se, at Tegner har tænkt det antikke motiv ind i en moderne form, og skulpturgruppen strutter af vitalistisk livsudfoldelse.

Når antikken skrottes

Efter 1940 forsvandt de klassiske former og motiver langsomt i den danske skulptur. Generationen af kunstnere, der arbejdede med et antikinspireret udtryk var i store træk væk, og de nye generationer søgte nye kunstneriske veje inden for den moderne kunst, hvor abstrakt kunst for alvor slog igennem.
Dertil kom, at kropsdyrkelse og antikdyrkelse efterhånden blev en monumental stil, som bl.a. Nazi-Tysklands regime kunne bruge i deres storstilede propaganda. Efter 1945 tog man derfor kraftig afstand fra den vitale stil, der havde for mange politiske associationer til nazismen.

Henry Heerup (1907-1993): Alabastermanden. 1934-1937

Henry Heerup (1907-1993): Alabastermanden. 1934-1937. Fyns Kunstmuseum. Foto: Ole Larsen, Odense Bys Museer

Et eksempel, som skal afrunde gennemgangen af antikreceptionen 1800-1940 er Henry Heerup (1907-1993). I midten af 1930’erne udførte han busten Alabastermanden_. Den er hugget i hvidt marmor, som giver referencer til antikkens såvel som Thorvaldsens hvide, klassiske helte som fx "_Jason med det gyldne skind fra 1802-1803":/skulpturstudier/skulpturer/jason.

Heerups buste har ud over selve materialet marmor ikke meget tilfælles med den klassicistiske kunst. I titlen “Alabastermanden” refererer Heerup drilagtigt til oldtiden. Slår man alabast op i nudansk ordbog står “vist navn efter egyptisk oldtidsby”. Herup antyder dermed, at han vist nok bruger Ægypten som en inspirationskilde. Men altså ikke den vestlige, klassiske kunst.
Busten er hugget i en grov manér, og figuren fremtræder som et abstrakt, anonymiseret portræt af en tilsyneladende helt almindelig mand.
Man kan derfor pege på, at Heerup i huggestil og motivvalg tager klart afstand fra den akademiske tradition som prægede 1800-tallets kunst og klassicistisk skulptur. Og med udgangspunkt i et portræt af en mand – under påskud fra oldtidens Ægypten – får hans formsprog spillerum til at arbejde i en moderne, kantet, abstrakt stil.

Få år efter Alabastermanden kunne Heerup med sine såkaldte skraldeskulpturer gøre totalt op med den akademiske skulpturtradition. Hans skulpturer og relieffer blev nu udført af gammelt skrot, så selv skulpturmaterialet kunne undslippe enhver reference til den klassiske, hvide marmorstatue.

Henry Heerup (1907-1993): Lohengrin

Henry Heerup (1907-1993): Lohengrin på svanen. Skraldeskulptur. 1940. Højde 40 cm. BRANDTS. Foto: Ole Larsen, Odense Bys Museer