Det Kgl. Danske Kunstakademi

Peter Julius Larsen (1818-1852): Interiør fra Kunstakademiet i København med værker af Thorvaldsen. 1837. Olie på lærred. 71,5 × 53 cm. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Det Kgl. Danske Kunstakademi i København blev oprettet i 1754 af Frederik V. På Akademiet kunne man uddanne sig til bl.a. arkitekt, maler og billedhugger. Baggrunden for Kunstakademiets oprettelse var kongens ønske om at gøre landet selvforsynende på kunstens område. Indtil da havde han indkaldt kunstnere og arkitekter fra udlandet, når der skulle bygges stort, eller malere, når kongerne ønskede ny kunst til vægge og lofter.
Kunstakademiet blev stedet, hvor størstedelen af de danske billedhuggere i 1800 og 1900-tallet uddannede sig. Bertel Thorvaldsen (1770-1844) var en typisk elev, da han kun 11 år gammel i 1781 blev optaget på Akademiet. Oprindeligt på håndværkerlinjen, da han skulle efterfølge sin far som billedskærer. På dette tidspunkt uddannede Akademiet både håndværkere og kunstnere, og for Thorvaldsens vedkommende førte gode tegnefærdigheder ham videre til Akademiets billedhuggerskole. Her fik han undervisning af både professor i skulptur Johannes Wiedewelt (1731-1802) og professor i maleri Nicolai Abildgaard (1743-1809).

Kunstakademiets undervisning

I Akademiets undervisning var tegning den ene grundpille, den antikke kunst den anden. Undervisningen var trinvist opbygget, og konkurrence var det pædagogiske princip, som blev brugt til at motivere eleverne til at dygtiggøre sig. Det første trin i uddannelsen var Fritegningsskolerne. Her tegnede eleverne fx efter kobberstik af berømte statuer eller malerier. Det næste trin var Gipsskolen, hvor eleverne blev sat til at tegne efter gipsafstøbninger af den klassiske antikke kunst. Først arme, ben og hænder og derefter hele figurer. Gennem kopieringen af først todimensionale tegninger, og siden tredimensionale afstøbninger, blev eleverne fortrolige med det klassiske formsprog.

Joachim Ferdinand Richardt (1819-1895): En malerstue på Charlottenborg. Ca. 1839. 41,9 × 47,1 cm. Thorvaldsens Museum. Foto: Kit Weiss

Fritegningsskolerne og Gipsskolen varede typisk fire år, og først derefter mente man, at eleverne var parate – altså skolet i den klassiske tradition – til at tegne efter levende, nøgen model i Modelskolen. Elever i malerskolen og billedhuggerskolen fulgte samme undervisning, som blev ledet af forskellige professorer på skift (både malere, billedhuggere og kobberstikkere underviste). Billedhuggereleverne havde dog også mulighed for at arbejde med relieffer i ler, mens maleraspiranterne som hovedregel udelukkende tegnede. Undervisningen indebar ikke undervisning i skulpturmediets teknikker, de såkaldte “practiske Haandgreb”. Disse måtte eleverne erhverve sig i de enkelte professorers atelierer efter aftale.

Ditlev Martens (1795-1864): Antiksalen på Charlottenborg. 1824. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

I Kunstakademiets Antiksal, blev gipsafstøbningerne af den antikke kunst udstillet. Salen var Akademiets helligste rum, hvor eleverne kunne erhverve indsigt i den klassiske kunst. Gennem 1800-tallet voksede Akademiets afstøbningssamling fra ca. 100 til mere end 1000 afstøbninger. Hele tiden dukkede der nye mesterværker op af jorden, som også måtte anskaffes. Der findes mange malerier fra 1800-tallet, der viser kunstnere, der studerer i Antiksalen.

På Akademiet gennemførte Thorvaldsen de forskellige skoler og afsluttede Modelskolen på fornemmeste vis ved at modtage den store guldmedalje for relieffet Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port. Selvom Thorvaldsen nu var uddannet billedhugger, havde han faktisk ikke modtaget undervisning i at hugge i marmor. Akademiet underviste nemlig ikke dengang i at hugge i marmor, og Thorvaldsen måtte rejse til Rom for at tilegne sig den praktiske erfaring med marmorhugning.

Til Rom

C.W. Eckersberg (1783-1853): Det indre af Colosseum i Rom. 1813-1816. Thorvaldsens Museum. Foto: Hans Petersen

Med guldmedaljen fulgte et 3-årigt rejsestipendium, som bragte Thorvaldsen til Rom, der var datidens kunstneriske centrum. Han ankom i marts 1797, og med sig fra Danmark havde han en instruks fra Kunstakademiet, hvor der bl.a. stod: “For Billedhugger Hr Thorvaldsen … paaligger det, hver siette Maaned efter hans Afrejse, at underrette Academiet om sit Opholdssted og efter at have nydt tvende Aars Stipendium, at indsende en Prøve af sin Fremgang i at arbejde i Marmor, eller en Afstøbning i Gibs over et Marmor-Arbejde han i denne Tid Maatte have forfærdiget i Rom …” Thorvaldsen måtte altså rejse til udlandet for at lære at hugge i marmor. Og selvom han formelt havde afsluttet sin uddannelse på Kunstakademiet, forventede man altså, at han fortsatte med at dygtiggøre sig i Rom.

For Thorvaldsen blev udenlandsrejsen til Rom permanent, og han skabte sig i Rom et internationalt ry som nyklassicistisk billedhugger. Berømmelsen skaffede ham mange elever, og i hans atelierer i Rom kom og gik adskillige af den næste generations største billedhuggere. J.A. Jerichau (1816-1883) var én af dem. Han afsluttede sin tid på Akademiet ved at rejse til Rom, hvor han i 1838 fik arbejde på Thorvaldsens atelier. Jerichau havde uden held konkurreret om akademiets guldmedalje i 1837, og han måtte derfor selv skaffe penge til sin udenlandsrejse, som var et “must” for enhver kunstner med ambitioner. I Rom kunne Jerichau opleve den antikke kunst på nært hold, men også mødet og sammenholdet med andre unge kunstnere, den såkaldte kunstnerkoloni i Rom, var en væsentlig del af udenlandsopholdet.

Ditlev Blunck (1798-1854): Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Trastevere. 1837. Thorvaldsens Museum. Foto: Hans Petersen

Ditlev Blunck skildrer på sit maleri en festlig stund for de danske kunstnere i Rom. Bertel Thorvaldsen var en generation ældre end de unge kunstnere, som bl.a. Jerichau hørte til, og Thorvaldsen var det naturlige midtpunkt for festlighederne. Han var kunstneren, som alle de unge kunstnere beundrede.
På billedet ses siddende fra venstre Albert Küchler (1803-1886), M.G. Bindesbøll (1800-1856), Wilhelm Marstrand (1810-1873), Jørgen Sonne (1801-1890), Ditlev Blunck (1798-1854), Ernst Meyer (1797-1861) og Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Bagerst står Constantin Hansen (1804-1880).

Frie kunstskoler og udstillinger i slutningen af 1800-tallet

Edgar Degas (1834-1917): Danserinde med balletskørt, fjorten år. 1879-1881. Bronze, tyl og silkebånd. Højde 98 cm. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

I 1870’erne var der oprørstendenser blandt Kunstakademiets elever. De følte trang til at skabe moderne kunst. Nogle af de unge kunstspirer havde set den moderne franske kunst med værker af Claude Monet (1840-1926) og Edgar Degas (1834-1917) og ideen om, at kunsten skulle tage udgangspunkt i samtidens liv, blev hurtigt den yngre kunstnergenerations motto. Hastighed, flygtighed og bevægelse var nogle af de nøgleord, som de ønskede, at kunsten skulle tage udgangspunkt i eller udtrykke.

Men Kunstakademiets kunstbegreb var ikke rummeligt nok til også at rumme disse moderne tendenser. Den moderne virkelighed blev ignoreret af Kunstakademiet, hvor undervisningen fortsatte, som om intet var hændt. Resultatet blev, at yngre kunstnere med indsigt i den moderne billedkunst på eget initiativ oprettede private kunstskoler i København. Den mest indflydelsesrige skole var Kunstnernes frie Studieskoler. Den åbnede i 1882, da en gruppe akademielever i protest over Kunstakademiets undervisning, som de anså som forældet, brød med Akademiet. I 1883 kom Kunstnernes frie Studieskoler på finansloven, og den blev dermed et statsanerkendt alternativ til Kunstakademiets kunstuddannelse. Skolens undervisere var Lauritz Tuxen (1853-1927), P.S. Krøyer (1851-1909) og fra 1885 Kristian Zahrtmann (1843-1917). De havde alle markeret sig som fornyere af den danske kunst. Både Tuxen og Krøyer beskæftigede sig både med maleri og skulptur og var netop hjemkommet fra Paris. De repræsenterede tidens mest moderne kunst, impressionismen og naturalismen, og var begge på toppen af deres kunstneriske karriere.

Det var tidens unge malere, som førte an i opgøret med Kunstakademiet, men også en maler og billedhugger som J.F. Willumsen (1863-1958) var med i forreste række, når det handlede om at fange de nyeste tendenser fra udlandet.

Et andet resultat af de unge kunstneres opgør med Kunstakademiet var etableringen af Den frie Udstilling i 1891. Hidtil havde Kunstakademiets forårsudstillinger, Charlottenborg Udstillingen, reelt været det eneste udstillingssted i København. Udstillingen blev arrangeret af Kunstakademiet, som bestemte, hvilke kunstværker, der var egnede til at udstille. Med andre ord: Charlottenborg Udstillingen var censureret, og udstillingerne bar præg af, at Kunstakademiets kunstsyn blev holdt i hævd.
Det var i frustration over censuren, at en gruppe unge kunstnere med Johan Rohde (1856-1936) i spidsen oprettede udstillingssammenslutningen Den frie Udstilling. I 1891 kunne det københavnske kunstpublikum således for første gang opleve to konkurrerende forårsudstillinger.

Johan Rohde (1856-1936): Fra Tuxens Skole på Halmtorvet. 1883. Olie på træ. 55 × 74 cm. Privateje. Foto: Ole Akhøj

Johan Rohde var en af de kunstnere, der selv forlod Kunstakademiet i 1882 for at modtage undervisning på Kunstnernes frie Studieskoler. Han var en vigtig drivkraft i oprettelsen af skolen, og fra 1908 varetog han undervisningen. På hans maleri fra 1883 får man indtryk af undervisningen i Tuxens atelier, hvor eleverne sidder koncentrerede med tegnebrætter.

De Frie Billedhuggeres udstilling 1905. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

De danske billedhuggere organiserede sig fra 1905 i sammenslutningen De frie Billedhuggere, som Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), Viggo Jarl (1879-1965), Anders Bundgaard (1864-1937) og Rudolph Tegner (1873-1950) stiftede. Som udstillingssted fik de opført en otte-kantet skulptursal i forbindelse med Den frie Udstillings bygning på Østerbro. Fotografiet viser billedhuggernes første udstilling i 1905.

Til Paris

Kunstnernes frie Studieskoler var det oplagte alternativ til Kunstakademiet for de unge kunstnere, der befandt sig i København. En del af dem rejste imidlertid også til udlandet, nu særligt Paris, hvor antallet af frie kunstskoler eksploderede i slutningen af 1800-tallet. Her kunne de unge, danske kunstnerspirer få undervisning af succesfulde og internationalt anerkendte kunstnere. Det var også her, de kvindelige kunstnere typisk søgte den undervisning, som de helt frem til 1888 ikke kunne modtage på Kunstakademiet i København.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) var en af de kunstnere, som efter undervisning på Kunstakademiet søgte til Paris. Han tilhørte den første generation af kunstnere, hvor Kunstakademiet og dets professorer ikke længere var den absolutte autoritet inden for kunstens område. Hansen Jacobsen var barn af en ny, moderne tidsalder, hvor Akademiet ikke længere var herre over kunstneriske idealer, og de unge kunstnere organiserede sig nu i stor stil uden om Akademiet i frie skoler og frie udstillinger, som Akademiets censurkomité ikke kunne bestemme over.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) og Anna Gabriele Rohde (1862-1902) i Paris 1892. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

Hansen Jacobsen blev optaget på Kunstakademiet i 1884, 23 år gammel. Han havde forud modtaget undervisning uden for Akademiet af billedhuggeren, Rasmus Andersen. I 1888 modtog han sit afgangsbevis fra Kunstakademiet, og i 1891 drog han mod Paris over bl.a. Berlin, München, Verona, Venedig, Firenze, Rom og Napoli. Fra Kunstakademiets Rejsestipendier var han tildelt midler til rejsen, som også fungerede som bryllupsrejse for ham og hans netop tilkomne, kunstnerinden Anna Gabriele (1862-1902).

I sidste halvdel af 1800-tallet var Paris blevet kunstens centrum, ligesom Rom havde været det i nyklassicismens tid. Kunstnerne valgte nu at rejse til Paris, en metropol, der var indbegrebet af en moderne storby. Ankommet til Paris i 1892 bosatte Hansen Jacobsen og hustru sig i et spændende kunstnermiljø med 30 atelierboliger.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941): Keramik fra 1890’erne. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

Samværet med andre kunstnere, og i særdeleshed også indtrykkene fra en metropol, var væsentlige for kunstnernes trang til at rejse udenlands.
Opholdet i Paris fik stor indflydelse på Hansen Jacobsen. Han blev inspireret til at arbejde med glaseret stentøj, da han på utallige udstillinger i Paris oplevede moderne kunstindustri og keramik. Louvres samlinger af japansk og egyptisk kunst var også en stor inspirationskilde.

De gamle – og os. Tradition og modernitet

“Vi forstaar dog ikke de gamle, og de ikke os”. Sådan formulerede maleren Harald Giersing (1881-1927) sine oplevelser som elev på Kunstakademiet lige efter år 1900. Erfaringen delte han med generationens øvrige unge kunstnere. De havde alle søgt om optagelse på Kunstakademiet, fordi uddannelsen trods alt stadig var den anerkendte vej, hvis man ville uddanne sig til kunstner. Mange kunstneraspiranter blev nu slet ikke optaget på Akademiet, og dem der gjorde, gennemførte langt fra alle uddannelsen.
De unge kunstnere oplevede Kunstakademiet og professorerne som gammeldags og reaktionære. I Billedhuggerskolen sad billedhuggerne Vilhelm Bissen (1836-1913) og Carl Aarsleff (1852-1918) som professorer. De havde begge haft deres storhedstid i 1880’erne, hvor naturalismen var moderne. Men nu omkring år 1900 søgte de unge kunstnere nye udtryk.

Kai Nielsen (1882-1924) blev optaget på Kunstakademiet i 1902, 20 år gammel. Forud havde han været i malerlære. På Akademiet blev han én af dem, der ikke var tilfreds med undervisningen. Som så mange andre så han større nytte i at basere sin uddannelse på selvstudium samt på meningsudvekslinger med jævnaldrende kunstnerspirer. Og sammen med en anden elev, Einar Utzon-Frank (1888-1955), brød han med Kunstakademiet for i stedet at bruge Ny Carlsberg Glyptoteks udstilling af skulptur som udgangspunkt for selvstudiet. Ny Carlsberg Glyptotek var åbnet i 1897 og rummede brygger Carl Jacobsens samlinger af fransk og antik skulptur.
Den moderne franske skulptur var et stort forbillede, der gav næring til nytænkning af dansk skulptur. Lige som andre unge kunstnere havde Kai Nielsen en stor trang til at gøre op med alt, hvad det forrige århundrede repræsenterede. Det var som om, at starten på “et friskt århundrede”, 1900-tallet, rummede store løfter og muligheder om en helt ny tid. Det var nu på tide at gøre op med naturalismens “kniplinger i marmor”, som forfatteren Johannes V. Jensen formulerede det, og symbolisternes store, eksistentielle fortællinger i sten. Nu var fokus på skulpturens materiale og en friere arbejdsproces.

Kai Nielsen (1882-1924), Zeus og Io. Vinden kysser vandspejlet., 1919. Gips. Højde 360 cm. Aarhus Universitet. Foto: Ole Akhøj

Zeus og Io fra 1919 er et eksempel på en moderne skulptur af Kai Nielsen. Han fik i slutningen af 1910’erne til opgave at udarbejde skulpturer til et bassin i en privat have. Zeus og Io skulle efter planen være opstillet i bassinets øverste ende, men projektet blev aldrig realiseret, og i dag findes Zeus og Io i bronze på Heine-Onstad Kunstcenter i Oslo. Skulpturens motiv er hentet fra den græske mytologi, der beretter om Zeus, der forelsker sig i den skønne præstinde, Io. Men Zeus’ kone straffer Io ved at forvandle hende til en ko. Kai Nielsen ændrede dog sidenhen skulpturens titel til Vinden kysser vandspejlet.
Skulpturen har en moderne, skulpturel form, hvor tyngdekraften nærmest ophæves. Den betoner det svævende og forbindelsen mellem luften og vandet. Zeus og Io er et godt eksempel på periodens leg med skulpturens formsprog. Den udtrykker en moderne sanselighed og kunstnerens lyst til at eksperimentere med formelle virkemidler som kompositionens akser, bevægelse og skala.

Kai Nielsens atelier. Ca. 1920. Gengivet efter Zakarias Jensen: Den ukendte Kai Nielsen, København 1941

På fotografiet ser man Kai Nielsens atelier, som det så ud i 1920 med skulpturerne Vandmoderen fra 1919-1921, Zeus og Io og Venus med æblet fra 1918-1920. Kai Nielsen arbejdede fortrinsvist med sten (marmor og granit), men lod også sine værker støbe i bronze. Bronzeversionerne er opstillet i mange offentlige parker landet over.

Gerhard Henning (1880-1967) kan på mange måder sættes ind i historien ved siden af Kai Nielsen. I denne sammenhæng er det dog interessant at fremhæve, at han som billedhugger faktisk var selvlært. Han havde – i både Sverige og Danmark – modtaget undervisning i maleri, men ikke som billedhugger. Og som hans biografi fortæller, var det først, da han fik ansættelse på Den kgl. Porcelainsfabrik, at han begyndte at arbejde med skulptur. Dér med små statuetter. Senere som selvstændigt arbejdende billedhugger – ofte i tæt samspil med Kai Nielsen – blev det til større skulpturer.