Nationalisme

Hans Peder Pedersen-Dan (1859-1939): Holger Danske. 1907. Gips/beton. Kronborg. Foto: Marie Laulund

I Kronborgs kælder sidder en sovende kæmpe. Det er skulpturen af sagnhelten Holger Danske, et af Danmarks store nationale ikoner. Han er et billede på den danske patriotisme og opbakning til fædrelandet. Til trods for sin bevidstløse tilstand, udstråler han en symbolsk styrke og modstandskraft med sin massive størrelse. Og det siges, at Holger Danske vil blive vakt til kamp, hvis Danmark skulle blive angrebet som nation. Skulpturen er udført af Hans Pedersen-Dan i 1907 og er én blandt mange skulpturer, der kan kaldes nationalistiske.

Nationalisme er udtryk for en fundamental kærlighed til fædrelandet og en patriotisk, forsvarende holdning til fædrelandets anliggender. For den nationalt sindede handler det desuden om at stå stærkt i forhold til andre nationer eller kulturer gennem et kulturelt, historisk og sprogligt fællesskab.

Den enkelte danskers selvopfattelse som “dansk”, altså en særlig national enhedskultur med fælles kultur, historie og sprog, tog sin begyndelse i forbindelse med en nationaliseringsproces i 1800-tallet. Processen kulminerede med nationalstatens indførelse og Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov fra 1849.
I perioden både op til og efter led Danmark mange nederlag. Angreb på flåden, bombeangreb, tab af flåden, statsbankerot, borgerkrig og landeafståelse var nogle af dem, og de svækkede den danske selvfølelse. Store dele af 1800-tallet var derfor præget af en national oprustning, hvor det danske sprog, geografi, nordisk mytologi, oldtidsfund, kunst og kultur blev brugt til at vise et stærkt Danmark rodfæstet i historien.

Skulpturer blev i den forbindelse benyttet målrettet til at styrke nationalfølelsen, dvs. følelsen af at tilhøre en enhedskultur. Allerede i enevældens tid spillede statuer en afgørende rolle som indpisker af loyalitet over for konge og fædreland. Efter enevældens fald blev skulpturer og statuer fortsat opsat, men nu med henblik på at samle folket om en fælles identitet som danskere.

Kongelige magtsymboler

Jacques François Joseph Saly (1717-1776): Rytterstatue af Frederik V. 1755-1763. Højde 523 cm. Bronze. Amalienborg Slotsplads. Foto: Ole Woldbye. Gengivet efter Dansk Skulptur i 125 år, (red.) Jens Erik Sørensen, Gyldendal 1996

Midt på Amalienborg Slotsplads i København står et magtsymbol, der griber tilbage til enevældens tid. Der er tale om rytterstatuen af Kong Frederik V (1723-1766) som en sejrrig romersk hærfører. Kongen bestilte selv portrættet for at skabe respekt om hans enevældige magt i samfundet. Det var vigtigt, at folket ikke satte spørgsmålstegn ved hans magt og accepterede deres plads i samfundets orden. Statuen er udført i årene 1755-1763 af den franske billedhugger Jacques François Joseph Saly (1717-1776).

Stilen er nyklassicistisk og inspirationen til imperatordragt og komposition er hentet fra den romerske antikke rytterstatue af kejser Marcus Aurelius . Statuens motiviske reference var med til på et betydningsmæssigt plan at understrege og legitimere kongens nedarvede ret til magten over folket.

Med rytterstatuen ønskede Frederik V både at fastholde folkets loyalitet og at styrke sin position blandt andre fyrster i Europa. Statuen er dermed en magtdemonstration både indadtil såvel som udadtil. Strategien at benytte statuer og skulpturer til dette formål blev også benyttet af senere nationale bevægelser i 1800-tallet. Da var målet blot at skabe en samlet, demokratisk nation frem for at bevare enevælden.

Portrætstatuen iscenesatte Frederik V som landsfader i samtiden. For eftertiden er Salys rytterstatue blevet et nationalfolkeligt samlingspunkt, når kongefamilien skal hyldes.
Efter enevældens fald i 1849 gik de royale aktivt ind i en omstilling fra enevældige til folkelige regenter. Et eksempel på kongehusets nye, nationale folkelighed var den daværende kong Frederik VII’s (1808-1863) valgsprog fra Grundlovens indførelse: “Folkets kærlighed min styrke”. Et valgsprog, som kongehuset fortsat bruger, og som holdes i hævd, når folket flere gange om året stimler sammen på slotspladsen med Salys rytterstatue og hylder kongehuset.

Folkets frihed og fædrelandsloyalitet

Frihedsstøtten. 1797. Højde 20 meter. Sandsten og marmor. Vesterbrogade, København. Skulpturer udført af Nicolai Abildgaard (1743-1809), Johannes Wiedewelt (1731-1802), Andreas Widenhaupt (1738-1805) og Nicolai Dajon (1748-1823). Foto: xxx

Ved Hovedbanegården i København ledes trafikken uden om en høj obelisk omgivet af fire kvinder. Det er Frihedsstøtten, et monument over Stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Frihedsstøtten skulle ikke kun hylde bøndernes fritstilling i samfundet, men også styrke deres loyalitet og kærlighed til kongen og fædrelandet. Det er derfor ikke uden betydning, at de fire kvinder omkring obelisken er allegoriske figurer, der repræsenterer dyderne troskab, borgerdyd, agerdyrkningsflid og tapperhed. Kunstnerne bag monumentet var de to akademiprofessorer, Nikolaj Abildgaard (1743-1809) og Johannes Wiedewelt (1731-1802) samt Nicolai Dajon (1748-1823) og Andreas Weidenhaupt (1738-1805).

Indtil 1800-tallet var folkets relation til konge og fædreland præget af pligt og underkastelse. Bønderne var stavnsbundne til en herremand, tvunget til værnepligt, og befolkningen var bundet af deres medfødte sociale stand. Den enkeltes loyalitet lå først og fremmest hos de nærmeste: Familien, sogn, landsby eller hos menighedsrådet. Med stavnsbåndets ophævelse, hvor bønderne fik deres personlige frihed, var det magthavernes håb at motivere dem til at arbejde hårdere. Målet var en styrket landbrugsproduktion og en forbedret omsætning på det internationale marked.

Selvom bønderne var stillet frie, havde magthaverne ingen interesse i, at den sociale orden blev ændret. Landets økonomi afhang af arbejdskraften på landet, og en magtfuld gruppe iværksatte derfor projekter, der skulle styrke bevidstheden om et dansk, nationalt fællesskab. Idéen var, at bønderne ved at se sig selv som “danske” ville blive på landet i loyalitet med fædrelandet. Frihedsstøtten var et af initiativerne og kan ses som et forvarsel om 1800-tallets nationalisering.

Den nationalromantiske bevægelse

Hermann Ernst Freund (1786-1840): Loke, farende frem i vrede over ikke at være indbudt til Ægirs gæstebud. 1822. Bronze. Højde 31,3 cm. Statens Museum for Kunst. Foto: SMK Foto

En mand sniger sig frem med vinger på ryggen og et skælmsk ansigtsudtryk. Det er en lille statuettefigur af den nordiske gud Loke. Den er udført i 1822 af billedhuggeren Hermann Ernst Freund (1786-1840) som en ud af i alt tolv statuettefigurer af nordiske guder.
Freunds statuette blev til i en tid, hvor flere, heriblandt Kronprins Christian, den senere Chr. VIII (1786-1848), ytrede ønsket om at fremme interessen for den nordiske mytologi blandt danske kunstnere. I mange år havde kunstnere hovedsageligt beskæftiget sig med den antikke romerske og græske mytologi.

Interessen for den nordiske mytologi var led i en genoplivning af en stærk og selvsikker dansk folkeånd. I kølvandet på flere skæbnesvangre begivenheder i begyndelsen af 1800-tallet var den danske selvfølelse blevet svækket. I 1801 angreb den britiske flåde den danske flåde ud for København, det såkaldte Slaget på Reden, og på grund af Danmarks støtte til Napoleonskrigene, iværksatte britterne en bombekrig i 1807, det såkaldte Københavns Bombardement, mod det civile København. Byen nedbrændte og Danmark mistede sin flåde. I 1813 gik staten bankerot. Og i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige.

Inspireret af nationalsindede bevægelser i Tyskland opstod en nationalromantisk bevægelse i Danmark efter de katastrofale år. Bevægelsen var særligt udbredt i 1830’erne og 1840’erne, og målet var at ophøje den danske kultur og historie. Danmarks første kunsthistoriker N. L. Høyen (1798-1883) blev én af de varmeste fortalere. Han opfordrede i sin undervisning på Kunstakademiet danske kunstnere til at blive i det hjemlige i stedet for at rejse udenlands og blive internationalt inspireret. De danske kunstnere skulle søge motiver i det danske landskab, dvs. den danske natur og landbobefolkning, og af monumenter fra den danske kultur- og historieskat.

Freunds udtryksfulde Loke, farende frem i vrede over ikke at være indbudt til Ægirs gæstebud er et tidligt eksempel på den nationalromantiske stil. Men den er en ener i samtidens danske skulptur, fordi den lægger afstand til tidens fremherskende stil, nyklassicismen. Her ses ingen ideale fremstillinger af antikke romerske og græske guder som hos nyklassicismens danske hovedfigur, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.
I stedet forsøgte Freund at finde et særligt formsprog, en stil, der kunne passe sig for afbildninger af de nordiske guder. En inspirationskilde kan have været Adam Oehlenschlägers (1779-1850) episke digt Nordens Guder, der udkom første gang i 1819.

Nationaliseringen af Thorvaldsen

Billedkunstens rolle i den moralske oprustning af den danske befolkning betød også, at alt med tilknytning til Danmark skulle “hentes hjem”. Som led i denne proces blev også den nyklassicistiske billedhugger Bertel Thorvaldsens kunst nationaliseret. Selvom Thorvaldsen boede i mere end 40 år i Rom, og hans kunst udsprang af et internationalt miljø, arbejdede en komité for at hjembringe hans skulpturer og hylde ham som Danmarks store søn og kunstner.

Med åbningen af et Thorvaldsens Museum i 1848 klods op ad kongens slot, Christiansborg, opnåede billedhuggeren status som Danmarks store kunstneriske faderfigur. Først gennem en indsamlingsrunde i hele Danmark i 1830’erne til museets opførelse, opnåede den internationalt anerkendte billedhugger udbredelse blandt almindelige danskere.
Thorvaldsen døde i 1844 og blev begravet i museets gård inden åbningen af museet. Dermed var grundlaget for dyrkelsen af personkulten omkring billedhuggeren optimal.

Nationaliseringen af Thorvaldsen fortsætter i dag, hvor hans gennembrudsværk, skulpturen Jason med det gyldne skind fra 1802-1803, er blevet optaget i Kulturministeriets Kanon for billedkunst.

Første slesvigske krig og nationalliberalisme

Herman Wilhelm Bissen (1798-1868): Den danske landsoldat. 1851-1858. Højde 375 cm. Bronze. Fredericia. Foto: Poul Pedersen. Gengivet efter Dansk Skulptur i 125 år, (red.) Jens Erik Sørensen, Gyldendal 1996

I Fredericia løfter soldaten sin bøgegren i en sejrrig hilsen. Han har sænket geværet og udstråler triumf. Skildringen af Landsoldaten er udført af H.W. Bissen (1798-1868) som en hyldest til de menige soldaters indsats i treårskrigen fra 1848-1850. Sejrsmonumentet hylder slaget ved Fredericia den 6. juli i 1849, hvor menige landsoldater kæmpede hårdt for at holde sammen på helstaten Danmark, dvs. kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Modstanderne var de tysksindede i det sydlige Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Årsagen til striden skal findes i hertugdømmernes dobbeltkulturelle status. Her boede tyskere og danskere side om side, og regionen havde skiftevis været underlagt tysk og dansk overherredømme. De tysksindede ønskede løsrivelse fra helstaten Danmark, mens de dansksindede ønskede fuld indlemmelse i den danske stat. I 1840’erne var nationalliberale borgere i Danmark begyndt at agitere for fuld loyalitet og kærlighed til det danske. Treårskrigen, den første slesvigske krig, blev udspillet i Sønderjylland mellem kongeriget Danmark og tysksindede oprørere i hertugdommerne Slesvig og Holsten og endte med dansk sejr.

De nationalliberale bestod af veluddannede borgere, der ønskede et stærkt nationalt fællesskab. De var ikke organiserede i ét parti, men fik stor indflydelse på dansk politik og kultur fra ca. 1840-1870. Kunsten blev et ideologisk instrument i de nationalliberales politiske projekt. Landsoldaten er et af de mest kendte eksempler.
H.W. Bissens skulptur fra 1851-1858 er unik, fordi den ikke viser en ophøjet general, men en almindelig soldat, som alle almindelige danskere kunne identificere sig med. Nationalliberalismen agiterede netop for den almindelige borgers loyalitet mod det danske.

Anden slesvigske krig og kunstnerhelte

August Saabye (1823-1916): H.C. Andersen. 1877-1880. Højde 210 cm. Bronze. Københavns Kommune. Opstillet 1880 i Kongens Have. Foto: Bo Wennberg

Han troner højt på sin sokkel, men er siddende for at oplæse indlevende for sine tilhørere. Danmarks verdensberømte eventyrdigter H. C. Andersen (1805-1875) er foreviget i en bronzestatue i Kongens Have i København.
Kunstnerportrættet er udført af billedhuggeren August Saabye (1823-1916), som vandt førstepræmien i en konkurrence om et mindeportræt af den danske digter.
Skulpturen er blot én blandt utallige portrætstatuer, som blev opført fra slutningen af 1800-tallet over Danmarks nyopdagede helte – kunstnerne. De blev hyldet over hele landet. Ofte med portrætstatuer opstillet i deres hjembyer. Et eksempel er Julius Schultz’ (1851-1924) portrætstatue fra 1901 af forfatteren Jens Baggesen (1764-1826). Den står både i hans hjemby Korsør og i København.

Julius Schultz (1851-1924): Jens Baggesen. 1901. Højde: 177 cm. Bronze. Foto: Bent Ryberg. Gengivet efter Dansk Skulptur i 125 år, (red.) Jens Erik Sørensen, Gyldendal 1996

Opstillingen af kunstnerportrætterne var led i endnu en national oprustning efter 1864. Det var et skæbnesvangert år, hvor den stolte nationalfølelse led et stort nederlag. De tysksindede i det sydlige Danmark havde med hjælp fra de tyske stormagter Østrig-Preussen igen ydet modstand mod helstatsprojektet og erklæret krig. Danmark tabte krigen og måtte endeligt afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Det var et svigende nederlag for det nationalliberale projekt. Holsten havde aldrig været dansk, men de nationalliberale opfattede Slesvig som historisk dansk, da området i perioder siden omkring år 1000 havde hørt under danske konger.

Med parolen “Hvad udad tabes, skal indad vindes” forsøgte det officielle Danmark at skabe et nyt helhedsbillede af Danmark. I stedet for hyldeststatuer af militæret, hyldede man nu en anden samfundsgruppe, kunstnerne, der havde bidraget til et stærkt Danmark. Sammen med portrætter af et andet nationalt samlingspunkt, kongen, blev deres portrætstatuer symboler på et nyt Danmark.

Nationerne konkurrerer

August Saabye (1823-1916): Susanna for rådet. 1882-1883. Foto: Vilhelm Trydes Forlag

Hun løfter armene og gemmer ansigtet bag den ene arm. Yndefuldt står hun og viser sin nøgne krop frem. Vi betragter hende, og kun hendes delvist skjulte ansigt, ser vi ikke. Kvinden er den jødiske “Susanna”/skulpturstudier/artikler/betydningsanalyse-et-eksempel, der beskyldes for utroskab, men frifindes.
Skulpturen er udført af August Saabye (1823-1916) i starten af 1880’erne. I 1889 blev den udstillet på Verdensudstillingen i Paris, hvor den blev præmieret med en guldmedalje. Skulpturen indgik i en større samling af kunst, som Danmark havde valgt at præsentere for Verdensudstillingens internationale publikum.

Efter et århundrede med mange krige imellem landene i Europa blev store internationale Verdensudstillinger en ny tilbagevendende begivenhed. Her kunne nationerne dyste mod hinanden på fredelig vis. Den første fandt sted i Crystal Palace i London 1851.
Verdensudstillingerne var resultatet af en ny, national selvbevidsthed, som blev karakteristisk for de moderne industrinationer. Fra begyndelsen blev landenes nationale særkender fremhævet igennem udstillinger af landbrugsvarer og industriprodukter. Men kunst og kulturhistoriske objekter fik også en fremtrædende rolle.
Selvom tilknytningen til “det nationale” for Saabyes Susanna for rådet kun indirekte fandt sted gennem skulpturens præsentation som eksempel på dansk skulpturkunst, er det oplagt at pege på, at kunsten atter fra slutningen af 1800-tallet – som i enevældens tid – blev udtryk for en nations ressourcer. Med andre ord: På Verdensudstillingerne kunne nationerne iscenesætte storslåede kulturelle magtdemonstrationer.

Nationalsprogets betydning

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) ved Modersmålet opstillet i Skibelund Krat 1903. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

En kvinde skuer stolt frem for sig, mens hun viser to mandsportrætter frem. Hun er iklædt en middelalderlig kjole og bærer krone. Portrætbusterne forestiller den danske digter Edvard Lembcke (1815-1897) og den danske historiker A.D. Jørgensen (1840-1897). Monumentet hedder Modersmålet og blev udført af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) i 1903. Det er siden blevet et nationalt symbol på det danske sprogs betydning for nationalstatens afgrænsning og identitet.

Kvinden mellem de to mandsportrætter er en allegori på det danske modersmål. Kvindens skønhed og styrke bruges dermed til at beskrive det danske sprogs karakter. Med placeringen i Skibelund Krat ved den dansk-tyske grænse – og forsiden vendt mod syd – står monumentet som en støtte til de danske sønderjyder, som ved tabet af Slesvig i 1864 var blevet tyske, selvom de talte dansk og følte sig danske.

Sproget var en vigtig markør for nationalfølelsen i anden halvdel af 1800-tallet. Siden 1840’erne havde man forsøgt at finde en naturlig national grænse mellem Danmark og Tyskland ved at undersøge blandt andet de sproglige egenarter ved den danske kultur. Man mente, at sproget udsprang af en særlig folkeånd, der lå som en nations bagvedliggende kraft. Denne romantiske dyrkelse af folkeånden var i tråd med tidens organismetanke. Ifølge denne filosofiske idé kunne samfundet betragtes som en levende organisme med folkeånden som en underliggende urkraft, der fik alt til at hænge sammen.

Lembcke og Jørgensen blev mindet i monumentet Modersmålet, fordi de i tiden havde ophøjet det danske sprog igennem deres udgivelser, og fordi de havde været tilhænger af et dansk Sønderjylland. Lembcke skrev blandt andet modersmålssangen Vort Modersmaal er dejligt i 1859.

Mytologisering af det danske

Edvard Eriksen (1876-1959): Den lille havfrue. 1913. Bronze. Foto: Simon Lautrop. Gengivet efter Dansk Skulptur i 125 år, (red.) Jens Erik Sørensen, Gyldendal 1996

Hun sidder på sin sten og ser melankolsk mod havet. Skal hun gå på land og vinde kærligheden, men miste sin familie og status som den smukke stemme fra havets dyb? Svaret på den lille havfrues dilemma findes i H.C. Andersens (1805-1875) eventyr Den lille Havfrue fra 1837. Skulpturen er udført af Edvard Eriksen i 1913 på bestilling fra bryggeren Carl Jacobsen (1842-1914) og det var kunstnerens kone, Eline, der sad model. Siden 1880’erne havde han været engageret i at fylde Københavns byrum med skulpturer for at forskønne København og ikke mindst højne den danske befolknings dannelse.

I Eriksens lille skikkelse synes havfruen ikke af meget. Men Den lille havfrue rangerer øverst på listen over danske nationalsymboler. Hendes verdensberømmelse skyldes ikke de skulpturelle kvaliteter i sig selv, men derimod billedhuggerens motiviske udgangspunkt i den verdensberømte, danske eventyrdigters fortælling. Det har gjort hende til vartegn for Danmark.

Kultdyrkelsen af Den lille havfrue udtrykker en mytologisering af det danske. Dvs. at det særligt danske ikke udspringer af virkelighedens Danmark. Ved at benytte motiver og fortællinger fra folkesagn og myter, er billedhuggere som Edvard Eriksen med til at sætte den danske historie og identitet ind i en mytisk forståelsessammenhæng. Det “danske” eller Danmark udlægges i skulpturer som Den lille havfrue som et eventyrland fyldt med skønheder, gode fortællinger og fabelagtige oplevelser.

Nationens samling i 1920

Axel Poulsen (1887-1972): Moder Danmark. 1930. Bronze. Højde 800 cm. Opstillet i Fælledparken, København. Foto: Vej & Park, Københavns Kommune

Går man ind i Fælledparken fra Trianglen på Østerbro i København, må man først uden om en monumentalskulptur af en mor og datter i øm omfavnelse. Den store bronzestatue er et folkeligt mindesmærke for Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920. Den er udført af Axel Poulsen (1887-1972) og indviet i 1930. Monumentet viser Moder Danmark, der beskyttende dækker datterfolket i syd med sin dragt. Skulpturen refererer til indlemmelsen af den nordlige del af Slesvig, det som i dag kaldes Sønderjylland, i kongeriget Danmark.

Siden tabet i 1864 af de Slesvig-Holstenske hertugdømmer samt det lille hertugdømme Lauenburg havde Danmarks sydlige grænse været trukket ved Kongeåen. Derved var Sønderjylland blevet tysk. Da tyskerne tabte Verdenskrigen i 1918 fik indbyggerne i det slesvigske område mulighed for at stemme om deres foretrukne tilhørsforhold – tysk eller dansk. Resultatet udløste den nuværende grænsedragning, så det nordlige Slesvig blev dansk den 15. juni 1920. Befolkningen her følte sig mest knyttet til den danske kultur.

Til minde om genforeningen, blev der rejst flere monumenter i både København og i det sydlige Danmark. Flere af dem var enkle stene med indskrifter. Men nogle monumenter fejrede begivenheden med en figurativ, allegorisk skulptur som Axel Poulsens.